Home  /  Arrangementer  /  Nordic Twilight

Nordic Twilight

De danske filmværksteders opsøgende projekt 2014

Twilight_landscape_finalOm Nordic Twilight

Genrefilmen som f.eks. zombiedramaet, sci-fi’en, vampyrfortællingen, gyseren og hvad der ellers findes kræver fornyelse. Vi kan ikke slå amerikanerne og dem med penge på deres bane. Derfor søgte filmværkstederne nytænkning, innovation, vildskab – et Nordisk touch til genrefilmen.

Målet er at sætte en høj ambition for originalitet og teknisk udførelse. Men først og fremmest skal historie, konflikt, drama og karakterarbejdet fungere. Vi ønsker ikke genre for genrens skyld. Vi ønsker at se de overnaturlige fortælleelementer brugt til at styrke ”den gode historie”, og tilføre filmen det der kan gøre den til … kunst.

Vi skal inspireres og trænes af de allerbedste fra ind- og udland. Ikke kun de bedste instruktører og manusforfattere men også special effects folk, production designere og animatorer skal være lærere på seminarer og workshops i det tidlige efterår.

”Nordic Twilight” blev lanceret i løbet af juni og august over hele landet. Igennem åbne arrangementer satte vi genrefilmen på dagsorden overfor vækstlaget. På de åbne arrangementer fortalte danske instruktører og filmfolk inspirerende om deres erfaring med at arbejde med genrefilm.

Med deadline 4. september kl. 12.00 satte vi den redaktionelle proces i gang.

Regler for produktionerne:
1. Max. 30 min. – gerne serielt fortalt
2. Det skal være genrefilm
3. Jo mere projektet åbner for deltagelse i udvikling og produktion, jo bedre. Der vil blive lagt vægt på innovation i produktions- og/eller distributionsform: gør projektet brug af crowdsourcing, nye teknologier, app på iPad eller andre brud med traditionelle veje?
4. Efter crashkurser, workshops og projektudvikling får op til 5 projekter mulighed for at producere en pilot /  animatik støttet med max. 20.000 og udstyr fra dit regionale værksted.
5. De bedste forslag til op til 3 film udvælges ved pitch af pilot og støttes hver med op til kr. 100.000 samt adgang til det regionale værksteds udstyr
6. Instruktør, forfatter(e) og producer skal sætte tid af til at følge crash kurserne
7. Alle rettigheder og evt. indtægter tilfalder holdet
8. Værkstederne har ret til at vise de producerede film internt uden vederlag
9. Produktionerne skal være klar til visning senest august 2015 på Odense Film Festival
10. Den 4. september kl. 12.00 er der deadline for forslag til projekter. Du sender dit forslag til dit regionale filmværksted – alle animationsprojekter til Open Workshop – skema skal bruges.

For de projekter, der går videre efter det planlagte redaktionsmøde 15. september, vil der være manusworkshop og seminarer om production design og budgettering af produktion med special effects. Planen er, at redaktionen modtager det udviklede materiale 27. oktober, hvorefter den vælger 5 projekter, der går videre på møde den 3. november. De skal producere en pilot og får adgang til udstyr og op til kr. 20.000,- i støtte. Den 16. december skal de 5 projekter præsentere pilot og pitche projektet for redaktionen, hvorefter der vælges 3 projekter til produktionsstøtte. I den følgende fase skal projekterne lægge en produktions- og en finansieringsplan, hvorefter støtten kan udbetales. Alt med forbehold for ændringer i tidsplanen.