Published by: 0

Dato: 20. februar 2019

Tid: 18.00-20.00

Sted: Filmværkstedet / København, Gothersgade 55, 4.sal, 1123 Kbh K

Program

Som noget nyt sætter Filmværkstedet / København i 2019 fokus på Worldbuilding, og vi lægger ud med at introducere til det gennem en workshop, hvor vi kommer i godt selskab med Simon Jon Andreasen, der er uddannelsesleder og underviser på Den Danske Filmskole. Han er meget optaget af at udvikle universer i sit arbejde, og har i 2018 gennemført en række ambitiøse workshops med universudvikling i fokus. Om denne workshop siger han:

Gennem historien har kunstnere konstrueret fiktive verdener: fra Homer med Odysseen, Tolkien med Ringenes Herre, David Lynch med Twin Peaks og Blizard med Overwatch. Universerne har været det materiale, som de har skabt deres værker udfra frem for at tage udgangspunkt i et allerede skrevet manuskript. Idag får universudvikling en mere og mere prominent plads indenfor især tv-serier og interaktive medier, og det giver anledning til, at nye produktions – og udviklingsformer springer frem. Worldbuilding er dermed en vej til at fremme samarbejdet med nye faggrupper, og disse nye samarbejder kan være medvirkende til at skabe helt nye og interessante vinkler på ens historiefortælling. Hele universet, dets karakterer, konflikter, regler og muligheder samt production designet udvikles før som et forlæg til manuskriptet, men kan også udvikles sideløbende med manuskriptet og dermed være en medforfatter på den historie, der bygges op omkring universet.

I Master of the Universe-workshoppen får du indledende viden om feltet og hver deltager kommer til at udvikle et unikt univers og en filmisk idé til universet. Workshoppen henvender sig til alle, der arbejder visuelt, tekstligt eller konceptuelt med at udvikle fortælling, rum og karakterer.

Deltagelse

Pris: 0 kr.

Tilmeldingsfrist er den 18. februar kl. 12.00. Tilmelding gælder udelukkende via link. Klik her

Der er plads til 15 deltagere.

Vi oplever desværre, at der er flere, der har tilmeldt sig vores arrangementer, men som ikke dukker op. Derfor har vi indført et no-show-gebyr. I praksis betyder det, at hvis du er tilmeldt og bliver forhindret i at deltage, så skal du melde afbud 24 timer før arrangementet starter. Melder du ikke afbud, så sender vi en faktura på 100,- uanset prisen på arrangementet. Meld afbud til fv@filmworkshop.dk