Du elsker at fortælle i levende billeder. Du ikke bare drømmer om det – du gør det. Du producerer, klipper, skriver, fotograferer. For dig selv og for andre. Du ser film, serier, deltager i festivaler og kurser. HVIS DU KAN GENKENDE DIG SELV I DETTE, SÅ ER FILMVÆRKSTEDET ET TILBUD TIL DIG.

Vi ønsker at inspirere og udfordre unge, som vil arbejde i den visuelle industri: film, tv og andre levende billedmedier.

Vi giver mulighed for at få erfaring med professionel udvikling og produktion gennem vores støtte. Vores kurser og workshops klæder dig på, så du står fagligt stærkere – også når du søger støtte.

Vi ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset religion, socialt tilhørsforhold og etnisk baggrund til at bruge vores tilbud.

Du skal have et drive, en lyst til at udtrykke dig og have gjort det før – gerne i levende billeder – men det kan også være som forfatter, musiker eller andre udtryk.

Vi har ingen formel aldersgrænse, men vores tilbud skal give mening i forhold til at kunne nå at få kompetencer, til at klare sig i en svær branche.

Filmværkstedets formål er ikke at støtte filmproduktion – men talentudvikling.

Det gør vi ved at give adgang til professionelt produktionsudstyr, kontant støtte til basale produktionsomkostninger og andre udgifter, visuelle effekter, adgang til støtte fra landets andre filmværksteder i Filmtalent og partnerne i Screen Talent Europe. Vi tror nemlig på, at man bedst lærer at lave levende billeder ved at producere, ligesom man gør i den professionelle branche.

Projektet kan være en webisode, et Worldbuilding projekt, en kort-, novelle-, dokumentar- eller spillefilm. Eller det kan være et filmisk projekt i en blanding af genre og platforme.

Vi støtter sjældent musikvideo, fordi det som regel er mere eller mindre kommercielle reklamefilm for en musiker eller et band på et pladeselskab.

Vi støtter også sjældent kunstvideo eller filminstallation, fordi den scene har en anden kunstnerisk retning – diskurs – end den, vi udvikler, diskuterer og ønsker at forny i filmens verden.

Søg nu

Du må gerne indsende ansøgning på engelsk. Find støttevilkår længere nede.

Ansøgningen suppleres med øvrigt relevant materiale. Det kunne eksempelvis være pilotoptagelser, relevant researchmateriale, fotos/grafik, udvalgte tidligere værker mv. – sendes som link. Store filer kan sendes via f.eks. DropBox eller WeTransfer – husk at skrive hvem der sender eller hvilket projekt, filen tilhører. Her findes vejledning i at lægge film på Vimeo eller YouTube.

Kvittering for modtagelse af ansøgning vil blive sendt ud med e-mail senest kl. 14.00 dagen efter ansøgningsfristen.

KRAV TIL ANSØGER

Ansøgninger om at benytte Filmværkstedet kan indsendes af enhver myndig person – 18 år. Man skal have bopæl i Danmark – man behøver ikke at være dansk statsborger. Vi ser helst, at ansøgeren er instruktøren på projektet. I særlige tilfælde kan det være en person med en anden funktion på holdet.

Da en af betingelserne for at opnå støtte i følge Filmloven er, at projektet har en dansk producent eller co-producent (jvf. Filmloven §17), kan en “producent” med en anden funktion på holdet end instruktør søge for en udenlandsk instruktør.

Vi har ingen aldersgrænse, men Filmværkstedet er forbeholdt unge filmskabere, som ønsker at komme til at arbejde i film, tv, spil eller mediebranchen.

Instruktøren på projektet skal have noget at vise – en scene, en kortfilm, en pilot eller andet, som viser, at instruktøren kan fortælle i levende billeder. Musikvideoer og reklamefilm er sjældent nok, fordi der ikke er spillescener med dialog.

INDEN DU SØGER FØRSTE GANG

Det er svært at få støtte fra Filmværkstedet. Vi sender over 150 afslag om året. Derfor er det en god idé, at du sætter dig ind i, hvad Filmværkstedets filmkonsulent leder efter. Op til runderne i februar, maj og november afholder vi workshoppen Styrk din ansøgning. Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål til, hvordan man søger. Derudover kan du styrke dine kompetencer og forbedre din ansøgning ved at følge nogle af vores kurser og workshops som f.eks. Masterclasses om serier, Visuel Fortælling osv.

Har du spørgsmål kan du altid kontakte os på tlf 7199 3371 eller prami@filmworkshop.dk,
tilmelde dig Nyhedsbrevet eller bruge vores opslagstavle på Facebook.

Udviklingsstøtte

Ansøger kan søge om udviklingsstøtte, hvis projektet endnu ikke er klar til at søge om produktionsstøtte. Udviklingsstøtten kan give adgang til simpelt udstyr i en begrænset periode under ansøgningsrunden og max 6. måneder fra dato for støtte samt mulighed for at ansøge op til kr. 5000.

Produktionsstøtte

Når et projekt er bevilget produktionsstøtte, vil du modtage et Letter of Commitment (LOC), som giver dig adgang til professionelt udstyr og produktionslinjer hos Filmværkstedet. Et LOC giver dig mulighed for at søge en række andre former for støtte til dit filmprojekt:

  • Op til DKK 20.000,- til kontante produktionsomkostninger
  • Op til DKK 5.000,- til mentorer
  • Op til DKK 10.000 til oversættelse, hvis man arbejder på sprog, andre holdmedlemmer ikke forstår.
  • Op til DKK 100.000 til færdiggørelse af film på 50 minutter eller længere – udfyld særligt skema.
  • Adgang til udstyr og støtte fra andre værksteder i såvel Filmtalent som Screen Talent Europe.

Find støttevilkår længere nede på siden.

STØTTE FRA ANDRE KILDER

Ansøger kan søge støtte fra andre kilder, såfremt vilkår for støtte ikke går imod Filmværkstedets støttevilkår. Dog kan man ikke søge støtte til samme projekt på samme tid fra filmværkstederne i Viborg, Aarhus, Odense og København.

FÆRDIGGØRELSESSTØTTE OP TIL KR. 100.000

Vi støtter også færdiggørelse af film på mere end 50 minutter (med mindre det er animation). Projektet må ikke have fået støtte fra Det Danske Filminstitut. Formålet er at hjælpe en instruktør – og holdet – ind på markedet. For at søge skal der være et første gennemklip, der kan vise filmens kvaliteter.

Filmen skal have en producent, der tror på projektet og en distributionsaftale.

Er filmen sikret landsdækkende distribution i Danmark med en biografdistributør eller en tv-station, der vil investere i, at din film kommer ud til publikum, kan der søges op til kr. 100.000 + adgang til Filmværkstedets udstyr.

Sætter du distributionen rundt i Danmark af din film sammen med streaming og særlige arrangementer, kan du søge op til kr. 50.000 til færdiggørelse. Færdiggørelsesstøtte kan godt anvendes på lønninger af holdet.

Du ansøger ved Filmværkstedets 4 årlige frister, og det er ansøgningsrundens konsulent, der tager stilling til ansøgningen. Find støttevilkår længere nede på siden.


Konsulent pt er Suvi Andrea Helminen Canossa.

Konsulent

Konsulent pt er Suvi Andrea Helminen Canossa.

Ved vores fire årlige ansøgningsrunder kigger vores filmkonsulent først og fremmest på instruktørens erfaring og potentiale. I vurderingen af projektet lægger vi vægt på ide, originalitet og lysten til at lave film – og om din erfaring matcher formatet på dit projekt. Du behøver ikke at have en producent for at ansøge. Se her hvad nuværende filmkonsulent Suvi Helminen lægger vægt på  og se hvad vores tidligere filmkonsulent Lotte Mik-Meyer lagde vægt på


VFX Breakdown, supplerende støtte og VFX produktion

Supplerende støtte

Kan søges, hvis du allerede har støtte fra Open Workshop, Aarhus eller Odense Filmværksted eller en partner i Screen Talent Europe.

Links til ansøgningsskema og støttevilkår.

VISUELLE EFFEKTER OG ANIMATION

Filmværkstedet kan støtte visuelle effekter og enkel animation på flere måder: støtte til VFX-Breakdown før eller efter, at du har modtaget produktionsstøtte. Støtte til produktion af visuelle effekter. Støtten består af kontant støtte, adgang til VFX-afdelingerne på de 4 værksteder samt vejledning.

Kan søges løbende. Hvis du har planer om at søge Filmværkstedet om produktionsstøtte til et projekt med visuelle effekter, kan du få støtte til at lave et VFX-Breakdown – en beskrivelse af effekterne, og hvad det kræver at producere dem. Links til ansøgningsskema og Støttevilkår for VFX-Breakdown.

SÅDAN FORLØBER EN ANSØGNINGSRUNDE

Når du søger støtte til dit filmprojekt, vil din ansøgning om støtte blive gennemgået af Filmværkstedets filmkonsulent. I det følgende kan du blive klogere på, hvordan processen forløber, når du søger støtte til din film.

1 Konsulentens rolle

Filmværkstedets filmkonsulent er ansat for et år ad gangen, af et udvalg bestående af et bestyrelsesmedlem, et medlem af Brugergruppen, medarbejderrepræsentanten og direktøren efter offentligt opslag. Filmkonsulentens arbejde indebærer en fagligt og kunstnerisk behandling af de projekttyper, Filmværkstedet modtager ansøgninger til. Det er først og fremmest dokumentar og fiktion. I jobbet, som filmkonsulent lægges der vægt på at kunne sætte sig ind i ansøgernes situation, og ser efter potentielt talent.

Det er konsulenten alene der tager de kunstneriske afgørelser og peger på projekternes udviklingsmuligheder i skrift og ved møder. Efter støtterunden kan konsulenten foretage opfølgende arbejde på projekter, de har bevilget støtte, hvis instruktøren ønsker det.

2 Modtagelse af ansøgning

Når vi har modtaget din ansøgning på e-mail, får du en kvittering hurtigt efter modtagelsen. Vi gennemgår derefter alle ansøgninger, og arkiver dem digitalt i vores database. Filmkonsulenten har, efter deadline, ca. 10 dage til at læse og se materialet. Det er ofte store mængder materiale, som løber op på mellem 1500 og 2000 siders tekst, fordelt på 50 til 80 ansøgninger. Du kan derfor forvente endeligt svar efter 6-7 uger. Men vi bestræber os efter at give svar hurtigst muligt. Konsulenten er desuden underlagt forvaltningsloven og har tavshedspligt.

3 Gennemgang af ansøgninger

Alle ansøgninger bliver gennemgået til et fælles møde mellem vores filmkonsulent, direktør og producer. Der bliver lagt særligt vægt på ansøgerens tidligere værker og det visuelle materiale til det ansøgte projekt. Filmkonsulenten fremlægger vurdering af projektet, som bliver diskuteret og gennemgået. Diskussionen fører til en afgørelse om ansøgeren skal videre i runden, eller indstilles til afslag.

Mødet afsluttes med, at filmkonsulenten beder Filmværkstedets producer om at indkalde en liste af ansøgere til udviklingsmøde.

4 Skriftligt afslag

Konsulenten vil efter dette møde sørge for, at få skrevet og sendt afslagene tilbage til ansøgerne, som ikke vil modtage støtte. Det er naturligvis ikke er den mest opmuntrende del af arbejdet, som filmkonsulent, men vi bestræber os efter at gøre det hurtigt, og med god feedback.

5 Udviklingsmøde

Udviklingsmøderne bliver afholdt på Filmværkstedet. De er af ½ til 1 times varighed. På mødet vil filmkonsulenten prøve at få et indtryk af ansøgerne. Det er også her der kan svares på tvivlspørgsmål og fjerne evt. usikkerhed. Som regel beder konsulenten om en ny gennemskrivning af manus eller at optage og klippe en dummy eller en scene. For dokumentaransøgninger kan ansøgeren også blive bedt om nye gennemskrivninger eller produktion af en dummy eller en kort sekvens af den bærende person i filmen.

6 Teknisk vurdering

På baggrund af udviklingsmøderne giver filmkonsulenten besked på, hvilke projekter vores producer skal lave teknisk vurdering på. Du som ansøger vil modtaget et skema, som du skal udfylde og sende retur til produceren, som foretager en teknisk vurdering. Vurderingen hjælper til at se, hvor mange ressourcer filmprojektet skal bruge af Filmværkstedets udstyr, personale og budget. Filmprojektets evne til at sætte en realistisk produktionsplan op med et kvalificeret hold bliver også vurderet.

7 Indstillingsmøde

På baggrund af udviklingsmødet og den tekniske vurdering afholdes et indstillingsmøde, hvor ansøgerens nye gennemskrivning eller dummy bliver taget med i overvejelsen for bevilling af støtte. Ved indstillingsmødet fremlægger filmkonsulenten en prioriteret liste over de ansøgere, hun/han gerne vil bevilge støtte. Vi udvælger ca. 10 filmprojekter, per runde, som får bevilliget støtte enten i form af produktionsstøtte eller udviklingsstøtte. Antallet af film der får støtte kan dog variere og afhænger af projekternes karakter, og presset på Filmværkstedets ressourcer.

Vi oplever, at en række ansøgninger ikke bliver klar til at gå i produktion, hvilket er et krav for at modtage en bevilling til produktionsstøtte. Konsulenten kan derfor give afslag på produktionsstøtte, men tilgengæld bevillige udviklingsstøtte på op til 5.000 kr. og adgang til udstyr i 6 måneder fra bevillingsdato.

Du vil i den sammenhæng modtage en begrundelse på afslag af produktionsstøtte, sammen med en udviklingsplan, hvis konsulenten vurderer, at du skal bevilliges udviklingsstøtte. Hvis du hverken bliver bevilliget produktionsstøtte eller udviklingsstøtte vil du modtage et skriftligt afslag med begrundelse og feedback.