Home  /  Side  /  Hvad støtter vi

Hvad støtter vi

FILMVÆRKSTEDETS MÅLGRUPPE

Du elsker at fortælle i levende billeder. Du ikke bare drømmer om det - du gør det. Du producerer, klipper, skriver, fotograferer ... for dig selv og andre. Du ser film, serier, deltager i festivaler og kurser. Hvis du kan genkende dig selv i dette, så er Filmværkstedet et tilbud til dig. Vi ønsker at inspirere og udfordre unge, som vil arbejde i den visuelle industri: film, tv og andre levende billedmedier. Vi giver mulighed for at få erfaring med professionel udvikling og produktion gennem vores støtte. Vores kurser og workshops klæder dig på, så du står fagligt stærkere - også når du søger støtte.

Vi ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset religion, socialt tilhørsforhold og etnisk baggrund til at bruge vores tilbud. Du skal have et drive, en lyst til at udtrykke dig og have gjort det før – gerne i levende billeder – men det kan også være som forfatter, musiker eller andre udtryk. Vi har ingen formel aldersgrænse, men vores tilbud skal give mening i forhold til at kunne nå at få kompetencer, til at klare sig i en svær branche.

INDEN DU SØGER FØRSTE GANG

Det er svært at få støtte fra Filmværkstedet. Vi sender over 150 afslag om året. Derfor er det en god idé, at du sætter dig ind i, hvad Filmværkstedets filmkonsulent leder efter. Op til runderne i februar, maj og november afholder vi workshoppen Styrk din ansøgning. Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål til, hvordan man søger. Derudover kan du styrke dine kompetencer og forbedre din ansøgning ved at følge nogle af vores kurser og workshops som f.eks. Masterclasses om serier, Visuel Fortælling osv.

STØTTENS FORM OG FORMÅL

Filmværkstedets formål er ikke at støtte filmproduktion – men talentudvikling. Det gør vi ved at give adgang til professionelt produktionsudstyr, kontant støtte til basale produktionsomkostninger og andre udgifter, visuelle effekter, adgang til støtte fra landets andre filmværksteder i Filmtalent og partnerne i Screen Talent Europe. Vi tror nemlig på, at man bedst lærer at lave levende billeder ved at producere, ligesom man gør i den professionelle branche.

Projektet kan være en webisode, et Worldbuilding projekt, en kort-, novelle-, dokumentar- eller spillefilm. Eller det kan være et filmisk projekt i en blanding af genre og platforme. Vi støtter sjældent musikvideo, fordi det som regel er mere eller mindre kommercielle reklamefilm for en musiker eller et band på et pladeselskab. Vi støtter også sjældent kunstvideo eller filminstallation, fordi den scene har en anden kunstnerisk retning – diskurs – end den, vi udvikler, diskuterer og ønsker at forny i filmens verden.

Ved vores fire årlige ansøgningsrunder kigger vores filmkonsulent først og fremmest på instruktørens erfaring og potentiale. I vurderingen af projektet lægger vi vægt på ide, originalitet og lysten til at lave film – og om din erfaring matcher formatet på dit projekt. Du behøver ikke at have en producent for at ansøge.

Ser her hvad nuværende filmkonsulent Suvi Helminen lægger vægt på. Du kan også se hvad vores tidligere filmkonsulent Lotte Mik-Meyer, lagde vægt på i en ansøgning: 1.Lotte Mik-Meyer – ansøgningskritereier

VISUELLE EFFEKTER OG ANIMATION

Filmværkstedet kan støtte visuelle effekter og enkel animation på flere måder: støtte til VFX-Breakdown før eller efter, at du har modtaget produktionsstøtte. Støtte til produktion af visuelle effekter. Støtten består af kontant støtte, adgang til VFX-afdelingerne på de 4 værksteder samt vejledning.

Kan søges løbende. Hvis du har planer om at søge Filmværkstedet om produktionsstøtte til et projekt med visuelle effekter, kan du få støtte til at lave et VFX-Breakdown - en beskrivelse af effekterne, og hvad det kræver at producere dem. Links til ansøgningsskema og Støttevilkår for VFX-Breakdown.

FÆRDIGGØRELSESSTØTTE OP TIL KR. 100.000

Vi støtter også færdiggørelse af film på mere end 50 minutter (med mindre det er animation). Projektet må ikke have fået støtte fra Det Danske Filminstitut. Formålet er at hjælpe en instruktør – og holdet – ind på markedet. For at søge skal der være et første gennemklip, der kan vise filmens kvaliteter. Filmen skal have en producent, der tror på projektet og en distributionsaftale. Er filmen sikret landsdækkende distribution i Danmark med en biografdistributør eller en tv-station, der vil investere i, at din film kommer ud til publikum, kan der søges op til kr. 100.000 + adgang til Filmværkstedets udstyr. Sætter du distributionen rundt i Danmark af din film sammen med streaming og særlige arrangementer, kan du søge op til kr. 50.000 til færdiggørelse. Færdiggørelsesstøtte kan godt anvendes på lønninger af holdet. Du ansøger ved Filmværkstedets 4 årlige frister, og det er ansøgningsrundens konsulent, der tager stilling til ansøgningen.