Home  /  Om Filmværkstedet  /  Filmværkstedet 40 år  /  1964-70: Værkstedstanken tager form

1964-70: Værkstedstanken tager form

gammelt kamera udsnit2cFørste møde om værkstedstanken finder sted så langt tilbage som i november 1963. Det andet møde i juni 1964 står mellem film-organisationerne Statens Filmcentral, Sammenslutningen af Danske Filminstruktører, Dansk Film Fotograf Forbund, Filmtonemester-foreningen, Sammenslutningen af Danske Kortfilmproducenter samt filminstruktør Børge Høst og Danmarks Radios Program-medarbejderforeningen, freelance Producerne og DR ledelsen.

Lawaetz oplyste ifølge referatet, at forskellige planer havde været drøftet om værkstedstanken. Dette var en meget stor opgave, og man var i arbejdsudvalget (Erik Balling, Mogens Skot-Hansen, Børge Høst, J. Fr. Lawaetz, Niels-Jørgen Kaiser, Michael M. Jacobsen) enige om, at det var vigtigt at komme i gang, ligesom man efter mange drøftelser var nået frem til tanken om at etablere 2 workshop-grupper bestående af 6 medlemmer hver… En sådan workshop-gruppe skulle ikke være bundet af noget som helst, men selv bestemme, hvad der skal laves, ligesom der ikke er nogen forpligtelse til, at det, der laves, skal bruges.
I oktober 1964 sammensættes 2 workshop-grupper. Gruppe A består af Mogens Winkler, Frantz Ernst, Ulla Ryum, Henrik Heger, Bodil Andersen og Arne Puggård. Gruppe B består af Tue Ritzau, Kirsten Christensen, Leif E. Christensen, Bent Poulsen, Maj Soya og Ole Peetz-Schou. Det blev besluttet at arbejde med 16mm film og at i rimeligt omfang benytte arbejdskopi.

Ved Filmorganisationernes 3. møde i november 1965 med Danmarks Radio fortæller grupperne, at de havde været glade for arrangementet, og ikke mindst glade for sammensætningen med blanding af medarbejdere fra film og fra fjernsyn. Det stod klart, at den største vanskelighed for grupperne var opstået gennem kravet om, at arbejdet skulle foregå i fritiden… Herefter så man de 3 produktioner. Der var i forsamlingen almindelig glæde over, at det var lykkedes grupperne, på trods af de utilfredsstillende arbejdsvilkår, at producere så udmærkede ting.

I februar 1969 foreslår Svend Aage Lorentz på Sammenslutningen af Danske Filminstruktørers vegne til generaldirektør Hans Sølvhøj, DR: …at Danmarks Radio og Filmfonden i fællesskab opretter en permanent Workshop, og vi fremsender hermed et forslag til retningslinjer for en sådan Workshop… Herudover har vi bestræbt os på at nå frem til den opbygning, som indebærer det mest udbyggede selvstyre uden at ansvarsforholdet overfor Danmarks Radio og Filmfonden forflygtiges. Forslaget var udarbejdet af Børge Høst og Mogens Winkler.

I løbet af sommeren 1970 beslutter Filmfonden og DR i forening at oprette en Workshop med det formål at give kreative medarbejdere inden for film og TV mulighed for at producere film, som ikke kan gennemføres i den normale produktion – herunder gennemprøve utraditionelle udtryksformer og arbejdsmetoder. Filmfonden bevilgede 400.000 kr. til drift og materiel i finansåret 1970-71, mens DR ikke bidrog økonomisk. “Vi er i princippet positive overfor tanken”, siger generaldirektør Hans Sølvhøj, “lige nu er der bare ikke penge i kassen”.