Det var en sej lille plante, der blev sat i en bjælkehytte ved ASA-studierne i 1970. Den er ikke visnet, men har skiftet blade mange gange.

Filmværkstedet fylder snart 50 år og giver stadig næring til nye filmspirer. Læs historien om Filmværkstedet med politisk med- og modvind, vilde eksperimenter, nye teknologier – og engagerede brugere. Læs om de store projekter og årsberetningerne.

Filmværkstedet 1970-2010: et historisk overblik
Af Prami Larsen

Måske var Filmværkstedet slet ikke tænkt en lang historie, da det blev åbnet under navnet Workshoppen i en bjælkehytte på ASA Studierne – i mange år Det Danske Filmstudie, nu igen på private hænder – i september 1970. Der skulle nemlig gå 25 år, før nogle gjorde en indsats for at samle historien.

I forbindelse med jubilæet i 1995 skrev daværende leder Dino Raymond Hansen en kronologisk oversigt over Filmværkstedets historie, interviewede en række tidligere ledere og væsentlige folk omkring workshoppen og indhentede referaterne fra de første møder på Danmarks Radio om workshoptanken. Derfor vil denne gennemgang basere sig på dette jubilæumsskrift.


1964-70: VÆRKSTEDSTANKEN TAGER FORM

gammelt kamera udsnit2c

Første møde om værkstedstanken finder sted så langt tilbage som i november 1963. Det andet møde i juni 1964 står mellem film-organisationerne Statens Filmcentral, Sammenslutningen af Danske Filminstruktører, Dansk Film Fotograf Forbund, Filmtonemester-foreningen, Sammenslutningen af Danske Kortfilmproducenter samt filminstruktør Børge Høst og Danmarks Radios Program-medarbejderforeningen, freelance Producerne og DR ledelsen.

Lawaetz oplyste ifølge referatet, at forskellige planer havde været drøftet om værkstedstanken. Dette var en meget stor opgave, og man var i arbejdsudvalget (Erik Balling, Mogens Skot-Hansen, Børge Høst, J. Fr. Lawaetz, Niels-Jørgen Kaiser, Michael M. Jacobsen) enige om, at det var vigtigt at komme i gang, ligesom man efter mange drøftelser var nået frem til tanken om at etablere 2 workshop-grupper bestående af 6 medlemmer hver… En sådan workshop-gruppe skulle ikke være bundet af noget som helst, men selv bestemme, hvad der skal laves, ligesom der ikke er nogen forpligtelse til, at det, der laves, skal bruges.

I oktober 1964 sammensættes 2 workshop-grupper. Gruppe A består af Mogens Winkler, Frantz Ernst, Ulla Ryum, Henrik Heger, Bodil Andersen og Arne Puggård. Gruppe B består af Tue Ritzau, Kirsten Christensen, Leif E. Christensen, Bent Poulsen, Maj Soya og Ole Peetz-Schou. Det blev besluttet at arbejde med 16mm film og at i rimeligt omfang benytte arbejdskopi.

Ved Filmorganisationernes 3. møde i november 1965 med Danmarks Radio fortæller grupperne, at de havde været glade for arrangementet, og ikke mindst glade for sammensætningen med blanding af medarbejdere fra film og fra fjernsyn. Det stod klart, at den største vanskelighed for grupperne var opstået gennem kravet om, at arbejdet skulle foregå i fritiden… Herefter så man de 3 produktioner. Der var i forsamlingen almindelig glæde over, at det var lykkedes grupperne, på trods af de utilfredsstillende arbejdsvilkår, at producere så udmærkede ting.

I februar 1969 foreslår Svend Aage Lorentz på Sammenslutningen af Danske Filminstruktørers vegne til generaldirektør Hans Sølvhøj, DR: …at Danmarks Radio og Filmfonden i fællesskab opretter en permanent Workshop, og vi fremsender hermed et forslag til retningslinjer for en sådan Workshop… Herudover har vi bestræbt os på at nå frem til den opbygning, som indebærer det mest udbyggede selvstyre uden at ansvarsforholdet overfor Danmarks Radio og Filmfonden forflygtiges. Forslaget var udarbejdet af Børge Høst og Mogens Winkler.

I løbet af sommeren 1970 beslutter Filmfonden og DR i forening at oprette en Workshop med det formål at give kreative medarbejdere inden for film og TV mulighed for at producere film, som ikke kan gennemføres i den normale produktion – herunder gennemprøve utraditionelle udtryksformer og arbejdsmetoder. Filmfonden bevilgede 400.000 kr. til drift og materiel i finansåret 1970-71, mens DR ikke bidrog økonomisk. “Vi er i princippet positive overfor tanken”, siger generaldirektør Hans Sølvhøj, “lige nu er der bare ikke penge i kassen”.


1970-74: WORKSHOPPENS FØRSTE ÅR

Jeg blev ansat på Workshoppen af Uffe Stormgaard på Filmfonden ude på Christianshavn. Jeg sad helt alene i bjælkehytten ude på Studiet. Alle de mennesker, der færdedes på ASA kom ned forbi det lille hus. Jeg holdt op, fordi det var for kedeligt. Der var ikke ret meget gang i Workshoppen dengang.

Det var ikke velset, at man arbejdede i filmbranchen, når man var ansat på Danmarks Radio. I realiteten blev Workshoppen saboteret af Danmarks Radio.

Lene Salomon, (i dag Lene Agger) er Heilpraktiker og naturmediciner. Daværende leder af Workshoppen 1970-71. Uddrag af samtale, 24. august 1995


 Jeg startede måske april 1971 og var på Workshoppen til 1972. Jeg fik lov til at knytte ekstra hjælp til Workshoppen. Den ene var Peter Sakse som teknisk assistent. Den anden var Nina Crone. Til at begynde med var der meget stille. Det var som om den eksperimenterende virksomhed var rettet imod dem, der var professionelle i forvejen i Danmarks Radio eller inden for filmbranchen. Men meget hurtigt blev det noget med unge mennesker, der gerne ville lave film. De kom med masser af ansøgninger, og da de opdagede, at de kunne komme igennem med super-8 og 16mm projekter, blev der pludselig mange projekter. Der var flere hundrede projekter i løbet af nogle år. Det voksede os over hovedet.

JENS FREDERIK KRAGHOLM – Leder af Workshoppen 1971-72

Mange af filmeksperimenterne udsprang fra Arkitektskolen, men der var også Jytte Rex og Kirsten Justesens TORNEROSE ER ET VAKKERT BARN, som jeg husker som en af de første film, der blev færdige.

Vi lukkede også Workshoppen i en periode og tog udstyret med til Thy-lejren, hvor noget af det indgik i Hjardemål-aktionen. Det var en tid hvor det at lave levende billeder eksploderede. Mange af de folk, der senere kom til at lave kortfilm, startede i de år. De kom direkte fra skolen, universitetet eller billedkunstskolerne for at lave film. Det var en meget stærk bevægelse. Jeg husker det som en meget turbulent tid. Solvognen og Christiania begyndte også at gøre sig gældende. Meget af det, der skete de næste 10 år, havde sin oprindelse i miljøerne omkring Workshoppen.

Vi startede også forevisninger af de færdige film i Filmhusets biograf på Christianshavn. Vi prøvede at gøre noget særligt ud af det, gøre det lidt festligt. Men miljøet blev mere og mere ideologisk, flere af grupperne så Workshoppen som et redskab for revolutionen.

Uddrag af samtale, 23. august 1995


FRA LYNGBY TIL CITY

I efteråret 1971 flytter Workshoppen til mere centralt beliggende lokaler i Brolæggerstræde 9. Forsøget med at skabe et miljø, hvor den professionelle film gik hånd i hånd med den eksperimenterende var ikke lykkedes. Derimod bliver samarbejdet med Filmskolen intensiveret.

I december 1971 udsender Workshoppen sit 1. katalog med 20 titler. Siden starten i september 1970 er der igangsat 85 produktioner. Arbejdsudvalget skriver i Årsberetningen for 1971, at rettighedsproblemet nok har været det enkeltspørgsmål, som udvalget har brugt mest tid på. Det skyldes, at Workshoppens medlemmer arbejder gratis og ophavsretten tilhører Danmarks Radio og Filmfonden i forening.


 Én gang om ugen holdt vi arbejdsudvalgsmøder, som startede kl. 5 og varede hele aftenen. Jeg havde haft lidt med ABCinema at gøre. Der var noget af det samme over Workshoppen. Det var også i nogen grad de samme mennesker. På en måde var det en videreførelse, men i lidt mere ordnede rammer. ABCinema var helt kaotisk og anarkistisk. De, der var aktive, traf også beslutningerne.

Jeg oplevede den politiske radikalisering af Workshoppen på den måde, at dem der kom fra Danmarks Radio, slet ikke havde lyst til at være med til sådan noget. Fra det øjeblik det begyndte at blive aktionspræget, lidt ABCinema-agtigt med de aktives tyranni, passede det ikke folk fra Danmarks Radio. Jeg syntes også, at det var ret morsomt. Uffe Stormgaard fra Filminstituttet syntes, at Workshoppen skulle have lov til at være de unge filmfolks legeplads. De skulle have lov til at prøve deres idéer af.

NINA CRONE – Leder af Workshoppen 1972. Nina Crone er i dag filmproducent. Uddrag af samtale, 24. august 1995

I oktober 1972 bliver Lars Leergaards Workshopfilm JOHN L. – NARKOMANEN DER DØDE beslaglagt af Filminstituttet og Danmarks Radio, som har ophavsretten, efter krav fra den afdødes tidligere kone, der har modsat sig, at den vises offentligt.

Workshoppen har i 1972 igangsat 150 kort- og spillefilm på super-8 og 16mm. Budgettet i finansåret 1972-73 er 500.000 kr. Antallet af ansøgninger er 3-doblet siden 1971. Filmfonden præmierer 5 Workshopproduktioner: blandt andre TORNEROSE ER ET VAKKERT BARN af Jytte Rex og Kirsten Justesen, KINESISK BORDTENNIS af Jørgen Leth og STÆREKASSEN af Christian Braad Thomsen og Dirk Brüel. Workshoppens største ønske for 1973 er, at der bliver skabt mulighed for at distribuere filmene. Samtidig beklager Svend Aage Lorentz, formand for lnstruktørsammenslutningen, over for Filminstituttets bestyrelse og Kortfilmrådet, at Workshopfilm bliver præmieret, og at de sælges til Danmarks Radio og Statens Filmcentral og dermed udgør en trussel mod de etablerede producenter.

Med den stigende aktivitet viser det sig hurtigt, at der er for lidt plads i Brolæggerstræde, og Workshoppen flytter 1. februar 1973 til en erhvervslejlighed på 210 m2 i Gothersgade 21 København K. Det 2. katalog udsendes med 56 titler. Ledelsen består nu af Søren Hansen og Uffe Stormgaard (Filminstituttet) og Frits Raben og Kjeld Veirup (Danmarks Radio). Workshoppen får udstationeret en militærnægter.


 
Jeg syntes, jeg kom til et Værksted, som var meget i opbrud. Det var et lille Værksted, og det virkede meget stift at skulle vente på, at det næste møde blev holdt for at få beslutningerne godkendt. Den diskussion var der meget gang i, da jeg begyndte på Workshoppen. På Filminstituttet var de indstillet på at droppe ledelseselementet, så arbejdsudvalget kunne referere direkte til direktør Leif Feilberg og bestyrelsen. Filminstituttet har altid haft meget seriøse intentioner med Workshoppen. Min oplevelse af vores relationer til f.eks. Feilberg og Harder Rasmussen i Kulturministeriet var, at man forsøgte at skabe mulighed for, at vi selv kunne bestemme udviklingen.

Hvis man skal vælge at se på, hvad der blev produceret, så var det en anden type film. Det var i meget høj grad dokumentarfilm, fiktioner og novellefilm var meget få. Den dokumentariske genre blev dyrket meget og på meget forskellige måder. Workshoppen skal vurderes på, hvilke produktioner der kom ud af det. Den type film, der blev produceret, var karakteristiske for tiden. Men jeg har oplevet, at historieskrivningen har villet formulere det således, at det kunstneriske slet ikke havde nogen plads; underforstået, at det blev holdt ude. Det var ikke tilfældet. De projekter kom bare ikke. Det var meget unge mennesker, der søgte Workshoppen. Jeg var personligt meget optaget af demokratiseringen af adgangen til mediet. Jeg kom selv til Workshoppen fra den ABCinema-fløj, der fortsatte i HusFilm.

PREBEN NYGAARD – Leder af Workshoppen 1973-76 Uddrag af samtale, 27. august 1995


Danmarks radio trækker sig ud

I juli 1973 godkender Det Danske Filminstituts bestyrelse nye retningslinier for Workshoppen, der indebærer, at Arbejdsudvalget ikke kun sætter nye produktioner i gang og foretager indkøb af tekniske faciliteter, men også ansætter det tekniske og administrative personale. De nye retningslinier fastslår også, at ophavsretten til film produceret med støtte fra Workshoppen tilhører producenten / produktionsholdet. Workshoppens budget for finansåret 1973-74 er 600.000 kr.

I løbet af januar 1974 meddeler Danmarks Radios driftsledelse Radiorådet, at der det sidste års tid har været en del uoverensstemmelser med Det Danske Filminstitut med hensyn til arbejdets ledelse og specielt med hensyn til de ophavsretslige spørgsmål i Workshoppen. Som konsekvens meddeler general-direktør Hans Sølvhøj Det Danske Filminstitut, at Danmarks Radio ikke ser sig i stand til at fortsætte deltagelsen i Workshop-samarbejdet efter udløbet af indeværende finansår (31. marts 1974). Ved afgørelsen har man fra Danmarks Radios side bl.a. lagt vægt på, at DR’s medarbejdere kun i meget beskedent omfang har deltaget i Workshoppen, hvorfor man mener at kunne anvende radiospredningsmidlerne mere hensigtsmæssigt ved planlægning af eksperimentalvirksomhed inden for DR’s interne undervisningsledelse.


1974-76: VEJEN MOD LUKNING

I efteråret 1974 udsender Workshoppen sit 3. katalog med 100 titler i 1.800 eksemplarer. Ca. 80 titler foreligger i distributionskopi på 16mm, super-8 og videokassette. Filminstituttet bevilger 170.000 kr. til etablering og drift af Filmdistributionen i Store Kongensgade 3, København K. I december 1974 afholder foreningen ‘TV 2’ stiftende generalforsamling. Foreningens formål er at drive Filmværkstedets biograf i Store Kongensgade 3, baghuset.

Workshoppens bevilling for finansåret 1975-76 er 882.500 kr. plus 255.000 kr. til Filmdistributionen i St. Kongensgade, der udbygges med Folkets Bio.
I juni 1975 afsiger Østre Landsret dom i JOHN L.-sagen, som stadfæster, at Filminstituttets og DR’s fogedforbud mod visning af filmen er lovligt.

Såkaldte revolutionære filmgruppers tilstedeværelse ved forskellige demonstrationer i København undersøges af kriminalpolitiet. Film-grupperne, der bl.a. kalder sig De Arbejdsløses Aktionsteater (Solvognen), menes at have misbrugt kostbart udstyr, der er udlånt af Workshoppen. Arbejdsudvalget klager til justitsministeren over kriminalpolitiets fremgangsmåde. Berlingske Tidende oplyser, at politiets efterretningstjeneste også deltager i undersøgelsen.

Workshoppens arbejdsudvalg udarbejder problemkatalog 1976. Filminstituttets direktør, Leif Feilberg, svarer bl.a.: “De ofte meget svulstige udsagn kan give anledning til at tro, at Workshoppen vil påtage sig det samlede nationale ansvar for en demokratisering og decentralisering i brugen af mediet, det må og skal give frustrationer. Det forekommer bestyrelsen som det mest væsentlige, at en udvidet information om Workshoppen iværksættes, at Workshoppen i København accepterer sin nuværende økonomi, således at nye økonomiske muligheder anvendes til fremme af workshop-idéen i provinsen.

I forslaget til finanslov 1976-77 er den årlige støtte til Workshoppen på 800.000 kr. fjernet af den socialdemokratiske regering efter et spareforlig indgået med de Radikale, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne. Det Danske Filminstituts bestyrelse protesterer mod beslutningen, som den betegner som et alvorligt politisk angreb mod den kunstneriske udtryksfrihed. Kulturminister Matthiasen beklager, at de politisk-økonomiske forhold har gjort det umuligt at fortsætte Workshoppen, men Septemberforliget vil blive opfyldt også på dette punkt. 2 medlemmer af Filminstituttets bestyrelse, forfatteren Charlotte Strandgaard og biografdirektør Jean Kress, udtræder i protest.

I december 1976 meddeler Filminstituttets nytiltrådte direktør, Finn Aabye, at bestyrelsen arbejder med planer om at genoprette Workshoppen som en mobil enhed og lægge den ud i en større by. Workshoppen giver anledning til debat i folketinget. Bevillingen blev af et flertal strøget ved vedtagelsen af finansloven i marts, men i sit forslag til revision af filmloven har Kulturminister Niels Matthiasen bevaret bestemmelserne om Filmværkstedet. Ordførerne for de borgerlige partier kræver Workshoppen nedlagt, hvortil kulturministeren siger, at Workshoppen har større betydning end mange tror. Den er et led i praktiseringen af den reelle frihed, her på filmkunstens område.


1977-84: NY START – FOLKETS RØST

Workshoppen genopstår i forbindelse med vedtagelsen af finanslov 1977-78 i marts måned. Et flertal i Folketinget vedtager en bevilling på 1 million kr. – den største i Workshoppens historie.

Efter Det Danske Filminstituts og Statens Filmcentrals filmuge i Haderslev beslutter Filminstituttet at oprette en afdeling af Workshoppen i samarbejde med Aktivitetshuset og Haderslev Kommune. Hensigten er, at den genåbnede Workshop ikke skal være forbeholdt hovedstadsområdet alene.

Det Danske Filminstitut udarbejder nye retningslinjer for Workshoppen, som indebærer, at den daglige ledelse varetages af en produktionsleder, der ansættes af Filminstituttets bestyrelse, og ikke som hidtil af Workshoppens arbejdsudvalg. De nye retningslinjer rummer endvidere bestemmelser, der gør det muligt at støtte projekter af lokal karakter og oprette afdelinger af Workshoppen uden for København. Hans V. Bang udpeges som leder af værkstedet i Haderslev. Begge Workshopledere og de fleste avis-kommentarer understreger, at de opfatter genåbningen som udtryk for, at politikerne har indset, at en eller anden form for åben adgang til film- og Tv-medierne er en nødvendighed i et demokratisk samfund. Ole John understreger desuden vigtigheden af kvalitet og eksperimenter på et højere plan – en slags filmforskning.

Da Workshoppen skulle genåbnes, tænkte jeg, at det lige var noget for mig. Jeg så det som et sted, hvor man kunne gøre, hvad man ville. Gennem mit arbejde i Düsseldorf havde jeg konstateret, at et værksted ikke kan klare sig alene ved hjælp af amatører. Der skal ske en kobling til professionelle og kunstnere. Ellers kommer der ikke film ud af det. 

Da jeg tiltrådte på Workshoppen fandt jeg en syndflod af projekter, der aldrig var blevet færdige. Der var sat så meget i gang, som der ikke var vejledning til at få færdiggjort. Jeg fik også ansat Peter Witt, som kom fra Filmskolen. Jeg havde ikke været i Danmark, da striden om Workshoppen havde raset. Men i visse kredse var der en utrolig afstandtagen til Workshoppen. Især fra den gamle Workshop-gruppe. Det var ret svært, at få tingene op at stå igen. Men jeg fik et godt arbejdsudvalg, som jeg selv fik lov til at vælge. Lederen deltog i arbejdsudvalgets møder, men havde ikke stemmeret. Alligevel har man stor indflydelse som daglig leder, fordi man kender projekterne og de folk, der arbejder på Værkstedet. 

Så fandt vi lokalerne i Skelbækgade, som tidligere havde tilhørt politiets efterretningstjeneste. Vores linie gik blandt andet ud på at etablere kontakt til alternative grupperinger. Vi ville også lave nogle beredskabskurser for brugerne. Men de tider var forbi, hvor man brugte filmen i sit politiske arbejde. Vi inviterede også kunstnere og professionelle fra filmbranchen. Workshoppen skulle også være for dem. Vi ville højne kvaliteten, så en del af Workshoppens produktion blev optaget i Statens Filmcentrals katalog. Det lykkedes i et vist omfang. 

Vi lavede også festivaler en gang om året. De fandt sted i Delta Bio og Posthus Teatret. Det var en stor succes, og Workshoppen var på vej tilbage til en central placering. Folketingets kulturudvalg kom på besøg, og de var tilfredse. Vi fik sat skik på tingene og fik igen en militærnægter udstationeret. Efterhånden genopstod velviljen omkring Workshoppen, og det lykkedes os at få nogle ekstra bevillinger fra Filminstituttet. 

Vi gik også ind i video. Vi ønskede at arbejde med professionelt udstyr, men det syntes Filmskolen ikke. Mit synspunkt var, at hvis det lykkedes at lave en god video, så skulle den også kunne vises på TV. Resultatet blev, at vi anskaffede U-Matic HB under stor modstand fra Filmskolen. Derefter rettede vi henvendelse til en række filmfolk og kunstnere og opfordrede dem til at producere en video. 

De politiske film forsvandt ret hurtigt og blev erstattet af film, der ville fortælle historier. Men det var Workshoppen egentlig ikke gearet til. Jeg forsøgte at interessere Filminstituttets konsulenter for at investere i udviklingen af talenter på Workshoppen, men det lykkedes ikke dengang. Der skal en vis produktionsvolumen til for at skabe kvalitet, men det gik altså ikke. Derimod ville Filminstituttet under Paul Hammerich udvide Workshoppen med en egentlig videoundervisning. Det var Filmskolen selvfølgelig stærkt imod, men jeg syntes heller ikke, at Workshoppen skulle gå ind i et videoundervisningsprojekt. Det var Paul Hammerich selvfølgelig meget overrasket over, men jeg kunne ikke forene Workshop-tanken med et stort undervisningsprojekt. 

Jeg producerede film ved siden af sammen med Jørgen Leth. Vi havde lavet filmen med Peter Martins og tog til New York for at holde premiere. Balletten var derovre sammen med kulturminister Niels Matthiasen. Ministeren inviterede os alle ud bagefter. Under middagen holdt han en tale. Jeg tænkte, nu holder han en tale om filmen, men i stedet holdt han en tale for Workshoppen. Da forstod jeg, hvor vigtig den var for ham. Adgangen til medierne var for ham lige så vigtig som offentlige biblioteker.

OLE JOHN – Leder af Workshoppen 1977-84. Ole John har i flere omgange været lærer på Den Danske Filmskole afbrudt af en periode som filmkonsulent for Dansk Novellefilm. Han er i dag pensioneret. Uddrag af samtale, 25. august 1995.


80’ERNE – VIDEOENS ÅRTI

Filmværkstedet igangsætter en række videoeksperimenter med deltagelse af Irene Werner Stage, Li Vilstrup, Anne Wivel, Jytte Rex, Jørgen Lyd Nielsen, Laurie Grundt, Linda Wendel, Freddy Tornberg, Husets Udstillingsgruppe og Jon Bang Carlsen.

November 1981 vedtager Filminstituttet nye retningslinjer for Workshoppen, som begrænser Arbejdsudvalgets arbejdsopgaver til at tage stilling til indkomne ansøgninger i modsætning til de tidligere retningslinjer, hvor Arbejdsudvalget var ansvarligt over for Filminstituttets bestyrelse og Workshop-medlemmerne for, at virksomheden udøvedes i overensstemmelse med retningslinjerne. Den daglige leder er nu ansvarlig over for Filminstituttets bestyrelse for Workshoppens drift.


1984-95: DET DANSKE FILMVÆRKSTED – THE PLACE TO BE

 I 1984 vendte jeg tilbage til Filmværkstedet for at overtage ansvaret efter Ole John. Sammen med Peter Witt lagde jeg en strategi, som vi har forsøgt at realisere i de godt 10 år, vi har arbejdet sammen: 1) Vi ville gennemføre et generationsskifte blandt Værkstedets brugere; 2) Redskabet til dette skulle være at gøre video ligeværdigt med film som materiale og udtryk; 3) Det ville kræve, at Værkstedet blev flyttet til større lokaler. 

Videoen tilførte i 80’erne Filmværkstedet ny dynamik og gjorde det muligt for en ny generation at udvikle sine egne billedmæssige udtryk. Samtidig begyndte de kunstneriske eksperimenter, som ikke havde haft så megen plads i slutningen af 70’erne, at vende tilbage.

DINO RAYMOND HANSEN – leder 1984 – 1995 (Fra Forord til Filmværkstedets 25 år jubilæumskatalog.)

I løbet af sommeren 1985 gennemfører Filmværkstedet den store satsning Video Journalen:

“Ideen om et arbejdende Tv-værksted eller laboratorium er lige så gammel som Filmværkstedet selv. Ideen om Video Journalen kunne aldrig have fået den udformning, den fik, uden erfaringerne fra TV-SYD, Kanal 2, Weekend-TV og de mange andre lokal-tv stationer over hele landet.

På Video Journalen skulle det i princippet være muligt for enhver, at møde op på Filmværkstedet om morgenen med en god idé til et indslag, og gå ud at producere det samme dag. Filmværkstedet skulle stille professionelle optagehold og redigeringsteknik til rådighed for en ‘producer for en dag’ og skabe Tv-rammen om de forskellige indslag. Video Journalens stil skulle være fræk, flot og flashy. Fra Filmværkstedets årlige produktion af 30-40 film og videoer vidste vi, at 70’ernes endeløse scener med ‘talking heads’, der optimistisk og indigneret krævede verden og menneskene forandret, var out.

Men forudsætningen for overhovedet at realisere Video Journalen som et Tv-værksted eller laboratorium var at få etableret et samarbejde med enten Kanal 2 eller Weekend-TV. Der kom ret hurtigt positivt svar fra Michael Bundesen på Kanal 2, mens Weekend-TV udtrykte bekymring for, hvad vi eller producerne for en dag kunne finde på at udtrykke i Video Journalen.”

Året efter deltager Filmværkstedet i 1. DANSKE KORTFILM & VIDEO FESTIVAL og iværksætter Holbæk Workshop 700. “Holbæk Workshop 700 startede med, at Filmværkstedet på filminstruktør Tommy Flugts opfordring indtrådte i organisationskomiteen for den 1. Danske Kortfilm og Video Festival sammen med Karen Revsbech fra Holbæk Kommunes kulturforvaltning, Tue Steen Müller fra Statens Filmcentral og Ulrich Breuning fra Sammenslutningen af Danske Børnefilmklubber.

Filmværkstedet oprettede i samarbejde med Holbæk Kommune et åbent videoværksted, der arbejdede i næsten 3 måneder fra juni til august 1986. Værkstedet producerede 12 videoer, der alle blev præsenteret på videotårne i Holbæk og på den 1. Danske Kortfilm og Video Festival i Medborgerhuset Elværket.”

I august 1987 flytter Filmværkstedet til nye lokaler på 750 m2 på Vesterbrogade 24, 1620 København V. I løbet af de næste år opbygges et levende miljø primært med afsæt i videoformatet som kunstform, som produktionsteknik. Men hele tiden står filmmiljøet som opponenten, der driver diskussionen frem.

Allerede i efteråret 1986 rejser Dino og Peter til London. Som en direkte følge deltager Filmværkstedet i det europæiske værkstedsprojekt THE STATE OF EUROPE i 1987. Projektet er bl.a. organiseret i samarbejde med Channel 4. 6 lande bidrager til pilotprojektet, der fortolker emnet; ‘Can Europe Survive the Wave of American Culture’. Projektet bremses af manglende interesse fra såvel Channel 4 som TV 2/Danmark. I juni afholdes seminar om Channel 4 og TV 2/Danmark på LO-skolen i Helsingør.

Men ønsket om internationale samarbejder vokser. Video- og filmmiljøet kan slet ikke se sig selv i en ren dansk sammenhæng. Og for udenlandske filmkunstnere har Filmværkstedet også meget at byde på.

I juni 1988 afholdes den første biennale og internationale Copenhagen Film + Video Workshop Festival. Hvert andet år frem til 1996 sætter Filmværkstedets fokus på forskellige aspekter af den eksperimenterende og subversive video- og filmkunst. Gennem seminarer og diskussioner mellem de inviterede udenlandske gæster og danskerne bliver væsentlig inspiration opnået.

Behovet for at distribuere værkstedets titler til festivaler har været genstand for diskussion på en række årsmøder. Det starter så småt i 1988. I 1989 ansættes Anne Marie Kürstein og indleder det, der skal blive en effektiv og succesrig distribution.

Perioden fra 1984 til 1995 er karakteriseret ved en ekspanderende produktionsvolumen takket være videoformatet, og at værkstedet yder større støtte med de mange projektansatte medarbejdere. Samtidig bliver det muligt at finde finansiering fra eksterne fonde og støtteorganer. Men perioden er først og fremmest karakteriseret ved de mange store opsøgende projekter, som lægger en stor del af den udfarende kraft til Filmværkstedets leder. Dino lagde ud med Video Journalen og Holbæk Workshop 700 og fortsatte med VIDEOPROJEKT NEXT STOP SOVJET – 1989.

Videoprojektet Next Stop Sovjet er et billede på et gigantisk fredsprojekt i 1989, der bestod af lige dele rockmusik, TV og gode intentioner i ungdommelig indpakning. Få troede dengang, at Next Stop Sovjet kunne få lov til at lade ganske almindelige mennesker fra Skandinavien komme i dialog med ganske almindelige mennesker fra Sovjetunionen, som stadig var et bureaukratisk, lukket og ufrit land.

De 15 videohold kom hjem med mere end 100 timer levende billeder, som blev til 16 værker. En del af optagelserne indgik ligeledes i Danmarks Radio TV’s Next Stop satsning.

Med projektet Instant Karma i 1991 opfordrede Filmværkstedet de deltagende film- og videofolk til at afprøve deres ideer i et kort og overskueligt produktionsforløb. “Øjeblikkelig tilfredsstillelse” kunne man oversætte det med. “Tidsånden er svær at indfange – især når man hænger midt i den. Instant Karma er et bud på den. En visuelt fabulerende kultur-filmjournal kunne man kalde dette forsøg på at vise generationens øjeblikkelige tanker.

Nationalmuseet i København åbnede i juni 1993 en stor særudstilling med titlen MUSEUM EUROPA, som i november 1994 blev overflyttet til Kunst- und Ausstellungshalle der Bundesrepublik Deutschland i Bonn under navnet WUNDERKAMMER DES ABENDLANDES. Udstillingen behandler de europæiske museers historie siden renæssancen, med vægt på museernes indsamlings- og udstillingsprincipper for hermed at bidrage til forståelsen af den omsiggribende musealisering i Vesten. I forbindelse med udstillingen MUSEUM EUROPA producerede Nationalmuseet og Filmværkstedet sammen med en række kunstnere og museumsfolk en serie videoer fra forskellige europæiske museer og samlinger under overskriften MUSEUMS NOTATER.

GÅ TIL FILMEN var en interaktiv udstilling om filmens og fjernsynets historie, nutid og fremtid. Udstillingen blev åbnet 12. september 1995 på EXPERIMENTARIUM og bestod af omkring 35 aktiviteter, som satte fokus på teknik, drømme og fantasi. Filmværkstedet bidrog til produktionen af 10 interaktive CD-i og 6 temafilm.


1995-2003: DIGITALE DAGE I DET NYE FILMHUS

D. 1. oktober 1995 tiltræder Dino Raymond Hansen som publikumschef i det nye Filmhus. Prami Larsen tiltræder som ny leder af Det Danske Filmværksted.

Det havde altid været svært at få Kulturministeren til at komme. Men Jytte Hilden stod der i egen høje person. Dino var blevet Filmhusets første publikumschef. Han var afgående leder af et Filmværksted, som i den grad var en succes. Som havde modsvaret behovet for fornyelse, produktionsvolumen og spydspids for den filmkunstneriske udvikling op igennem 80’erne og ind i 90’erne. De professionelle – som altid har haft det svært med værkstedet – havde også fundet vej til dette frugtbare miljø. Og de opsøgende projekter havde skubbet til stivsind og bragt nye talenter, arbejdsformer og produktionserfaringer frem, samtidig med at den solide støtteform, den demokratisk valgte projektredaktion er eksponent for, levede og skabte fundamentet for nyskabelsen. Det var dette værksted, jeg skulle overtage. Det var dette værksted, jeg skulle flytte ind i Filmhuset – ind i en ny struktur, en ny lov, en fremtid under helt nye betingelser.

Linjen fra Dinos tid bliver dog ikke ændret væsentligt i de første år. Bl.a. fordi en række større projekter var blevet linet op. Først det store Dogme 95 projekt KØBENHAVN CA. 1995, som løb fra oktober til december. I et sjældent samarbejde mellem Det Danske Film og Det Danske Videoværksted produceredes et 100 Års Filmmagasin i samarbejde med Kulturby 96 og Danmarks Radio TV-Åben.

4 ugentlige udsendelser på ca. 45 min. med nyproduktion ifølge Dogme 95 udarbejdet af Lars von Trier og Thomas Vinterberg og værkstedsproduktioner i helhed eller uddrag i en TV-pakke produceret til formålet.


FILMVÆRKSTEDET FLYTTER IND I FILMHUSET

Den 28. februar 1996 lukker Filmværkstedet for al produktion på Vesterbrogade. Marts måned bruges til at rydde op i arkivalier og inventar, pakke i kasser og flytte. 1. april 1996 genåbner Filmværkstedet på 4. sal i Filmhuset.

Teknisk leder gennem 19 år Peter Witt følger med Dino og bliver teknisk leder af Cinemateket. I december – efter 6 måneders søgning – overtages stillingen af Poul Vestergaard. Produktionsleder Anna Bridgwater erstattes af Ene Katrine Rasmussen. Vi lægger en strategi for en gennemgribende digitalisering af Filmværkstedets klippe- og lydlinje. Projektet Digitale Dage begynder at tage form i løbet af 1997. Planen er, at Filmværkstedet også skal have udstyr til computerskabte visuelle effekter, og vi vil i gang med at kunne støtte produktion af interaktive værker – de såkaldte multimedier.

Filmloven af marts 1997 bliver en væsentlig milepæl i værkstedernes historie. Måske som tegn på politikernes anerkendelse bliver de skrevet ind i loven modsat tidligere, hvor det formelt var op til Filminstituttets bestyrelse om den ville støtte drift af værkstederne eller ej. Men måske mere vigtigt ændres formålet med værkstederne fra at være supplerende støttesystemer til at skulle stå for at fremme talentudvikling. I løbet af efteråret 1997 og de første måneder af 1998 får Det Danske Filminstitut, som sammenlægningen af filminstitutionerne kommer til at hedde, en ny direktion på plads og en gennemgang af strukturer, budgetter, profiler, procedurer osv. går i gang under Henning Camres ledelse.


DIGITALE DAGE

I løbet af 1998 gennemføres projektet Digitale Dage. Først sættes der ind med en inspirerende, international festival med fokus på film med visuelle effekter og interaktive filmiske værker. Festivalen løbet af stablen i løbet af sidste weekend i april med et større opbud af udenlandske talere til seminarer og workshops. Over sommeren etableres og testes en digital produktionslinje med optagelser på Super16, anamorf skanning, digitalisering på Filmværkstedets maskiner, indkøring af soft- og hardware til 3D effekter og online samt composit på den nyindkøbte SoftImage, AVID|DS maskine. I efteråret lancerer vi den Digitale Workshop og sætter 14 kortfilm med computerskabte effekter og 3 multimedieproduktioner i gang.

Med afsæt i det opsøgende projekt Digitale Dage skærpes Filmværkstedets profil i retning af at have en spydspidsfunktion indenfor eksperimenter med digitale produktionsteknikker og interaktive fortælleformer. Desuden lægges der fra direktionen mere vægt på det professionelle eksperiment og talentudvikling end den åbne, demokratiske adgang, som har været det politiske mantra siden genåbningen i 1977. Den lette adgang til videoudstyr og de mange medieværksteder rundt omkring i landet har fjernet argumentet for, at Filminstituttet skulle drive værksteder, hvor den åbne adgang var det væsentligste.

I løbet af 1999 arbejdes der på et nyt sæt retningslinjer, der sørger for indpasning i den nye struktur og Filmværkstedets nye profil. Filmværkstedet får nyt formål: “at fremme professionelt eksperimenterende filmkunst og talentudvikling”. I et ønske om, at værkstedsstøttede film i lighed med DFI støttede kort- og dokumentarfilm skulle kunne indgå i distributionen, fik værkstedsproducenterne frataget de ikke-kommercielle rettigheder. Som delvis kompensation kan værkstederne for første gang dække visse kontante produktionsomkostninger. Mens kontantstøtten forblev og gjorde værkstedsstøtten meget mere værdifuld, fik værkstedsproducenterne de ikke-kommercielle rettigheder tilbage allerede året efter.

Retningslinjerne formaliserer ligeledes de 3 støtteformer, Filmværkstedet i realiteten betjener sig af: Støtteform 1 er Projektredaktionsbevillingerne, støtteform 2 er de opsøgende projekter, og støtteform 3 dækker samarbejdsprojekter og andre uformelle bevillinger.

I 2000 fortsætter Filmværkstedet indsatsen for at inspirere og styrke arbejdet med computerskabte visuelle effekter med projektet digi-X. 4 kortfilm sættes i gang efter en konkurrence og et udviklingsforløb. Arbejdet med at udvikle interaktive projekter fortsætter i projektet Interaktiv Platform. Og så har Filmværkstedet 30 års jubilæum, som holdes i oktober i Cinemateket med visning af digi-X filmene i 2 sale på digitale videokanoner og taler af Ole John, Thomas Vinterberg og Thomas Stenderup.

Hen over sommeren og efteråret tager projektet Den Interaktive Film form. I et samarbejde med Kulturministeriets Udviklingsfond har projektet til formål “at udvikle den kunstneriske multimedie-produktion inden for en filmisk tradition”. Konkret skal der efter et konkurrencelignende udviklingsforløb sættes 3 multimedieprojekter i produktion: et filmisk interaktivt værk for børn, et for voksne og et interaktivt dokumentarprojekt for et fremtidigt bredbåndsnet. Projektet får 3.5 mio. kroner i støtte fra KUF og det samlede kontantbudget lyder på næsten 9 mio. kroner ud over Filmværkstedets støtte i form af administration, udstyr og materialer.


PROTEST MOD FORANDRINGERNE

I erkendelse af at projektet Den Interaktive Film kommer til at tage mange af værkstedets ressourcer offentliggøres en aktivitetsplan for 2001, der udløser voldsomme protester. Aktivitetsplanen rummer kun 12-16 nye film- og videobevillinger, og en ny projektudvælgelsesmodel, som får navnet “mini-konsulentordning”. At nedsætte antallet af bevillinger begrundes med, at der er andre støttemuligheder, og at DFI sætter en støtteordning i gang for ekstern værkstedsaktivitet. Forsøget med mini-konsulentordningen er en konsekvens af, at der ikke er bevillinger nok til 11 møder. Ordningen er også et forsøg på at højne kvaliteten af sagsbehandlingen, at mini-konsulenterne får tid til at mødes med ansøgerne og at gøre sagsbehandlingen mere personlig. Modsat er det et radikalt og historisk brud med den demokratisk valgte Projektredaktion og den indflydelse, dette giver værkstedets brugere.

Dette reagerer en protestgruppe på. Gruppen består af “gamle” brugere af Filmværkstedet. Med slaglinien “Protest mod kvælning af Filmværkstedet” samler protestgruppen 265 underskrifter fra folk i filmbranchen. Pressen interesserer sig for sagen. Bølgerne går højt i det sene efterår. I et forsøg på at mødes og få debatten bragt ind i et kvalificeret forum bliver der 20. marts 2001 valgt et Arbejdsudvalg. Arbejdsudvalgets medlemmer bliver Gritt Uldall-Jessen, Lars Bo Kimergård og Fritz Hartz. De bliver valgt af kun 9 fremmødte stormødedeltagere.

Arbejdsudvalget får til opgave at se på Filmværkstedets profil fra 2002, indsatsområder og prioriteringer, balance mellem opsøgende aktiviteter og åbent program, beslutningsorganer, daglig ledelse, Projektredaktion vs. konsulentsystem, brugerindflydelse, Filmværkstedets bevillingspraksis, støttevilkår, produktionsmøder og støtteformer. Arbejdet skal afsluttes med en rapport, der kommenterer Filmværkstedets visions- og handlingsplanpapir og evt. fremlægger alternative anbefalinger. I oktober afleverer Arbejdsudvalget rapporten. Fritz Hartz har i mellemtiden forladt Arbejdsudvalget. I foråret 2002 vedtager direktion og bestyrelse, at Filmværkstedet skal bibeholde et revideret mini-konsulentsystem, sikre maksimal udnyttelse af produktionsressourcerne og i øvrigt fortsætte den udstukne retning. Fra efteråret 2002 ændres navnet til “Værkstedskonsulentordningen”.

Den 30. april 2003 kan de 3 projekter støttet under Den Interaktive Film så endelig præsenteres. Det har været det hidtil dyreste og mest ambitiøse opsøgende projekt i Filmværkstedets historie. Kassandra Wellendorf har instrueret, hvad hun selv kalder en interaktiv animationsfilm under titlen “Storvask” – et spil for helt små børn. Morten Schjødt har instrueret verdens første (menu-løse) interaktive spillefilm for DVD – “Switching”. Flemming Lyngse og Mia Fryland har instrueret verdens første bredbåndsdokumentarfilm “Forestillinger”. Det opsøgende projekt har resulteret i 2 nye formater og har helt indfriet forventningerne til kunstnerisk og filmisk ambition. Modsat opfylder filmforliget ikke projektets politiske ambition. Det bliver klart, at der ikke er fundet midler til en støtteordning for computerspil og interaktive film indenfor forligsperioden 2003-2006. Regeringsskiftet i november 2001 får store konsekvenser for støttemulighederne til eksperimenterende filmkunst og multimedier – bl.a. også med nedlæggelsen af Kulturudviklingsfonden.


DET DANSKE VIDEOVÆRKSTED BLIVER SELVEJENDE

Søsterværkstedet i Haderslev bliver til en selvejende institution med egen bestyrelse med udgangen af 2003. Leder igennem 26 år, Hans V. Bang, må finde nye udfordringer, da Haderslev kommune ønsker at spare den årlige støtte på 800.000 kroner. Driftsmidlerne finder dog vej tilbage igen bl.a. efter politisk pres, men Hans Bang bliver ikke genansat. Bestyrelsen, som består af Poul Nesgaard, Mona Jensen, Henrik Ruben Genz og Ole Aakjær, får som første opgave at udarbejde en ny profil for Videoværkstedet og at finde en leder, der kan løfte den opgave. I foråret 2004 ansættes Jane Ryborg (nu Jane Roneklint).


DECENTRAL VÆRKSTEDSSTØTTE

Værkstedsområdet er som sådan under forandring især præget af de tanker om decentralisering af værkstedsstøtten, Thomas Stenderup præsenterede i 2000. Ud over “frigørelsen” af Videoværkstedet får ordningen Støtte til ekstern Værkstedsaktivitet – etableret i 2001 – større betydning for værksteder som Århus Filmværksted, Animationsværkstedet i Viborg og det nu lukkede kunstnerkollektiv Fast Video.


2003-07: TILBAGE TIL DEN GODE HISTORIE

Med Digitale Dage i 1998 indledte Filmværkstedet en satsning, der især havde et teknisk udgangspunkt. At det også gav store kunstneriske udviklingsmuligheder fra visuelle effekter til interaktive dramaturgier blev nogen gange glemt. Måske fordi noget så lidt kreativt som en computer var så central for udviklingen.

I denne søgen efter det nye, det grænsebrydende blev de grundliggende fortællediscipliner ofte glemt. I folkeskolen og gymnasiet lærer man ikke at skrive levende billeder. Og det havde flere konsulenter beklaget. Ansøgningerne blev ofte “skæmmet” af dårlig fremstilling, manglende forståelse for, hvordan ansøgerne overhovedet beskriver en film – om det så er eksperimenterende eller helt ligefrem fiktion eller dokumentar.

I foråret 2003 afholder vi den første af mange seminarer under den fælles overskrift: “en dag om at skrive levende billeder”. Der bliver også mulighed for at betale en konsulent, som kan hjælpe med manus eller klipning – “mentorstøtte”. Endelig kan ansøgerne indsende deres materiale op til deadline til lederen, som så rådgiver om udformning og muligheder for projektudvikling. I det hele taget bliver der sat kraftig ind på manuskriptet i et forsøg på at gøre manuskriptskrivning til en respekteret disciplin.


UDFASNING AF 16MM

Filmværkstedet hedder Filmværkstedet, fordi det støtter filmproduktion. Og siden dets start i september 1970 har det altid været det fornemme, det ædle og det respekterede 16mm format, der stod som den tekniske grundpille i bevillingssystemet. Men formatet er dyrt, ofte svært at administrere og begrænser den kunstneriske frihed, fordi hver rulle med 10 minutters optagelser udgør en nærmest besjælet enhed på projektet. Til gengæld har formatet uovertrufne kvaliteter lagt i de rette hænder og det rette projekt. Materialet er robust og langtidsholdbart, hvad mange af filmene desværre ikke er.

Siden 1998 havde vi ventet på et overkommeligt, digitalt alternativ til 16mm. Det fik Filmværkstedet via en særlig bevilling. Den 3. september 2004 stod kassen der med det fornemme Sony HDCAM kamera, og en ny fase kunne begynde.


BOOST THE DOX 2005

I 2005 tog vores opsøgende projekt en ny drejning. Mange konsulenter havde klaget over at dokumentarfilmsansøgningerne handlede om instruktøren selv – eller foregik i udlandet. Danmark var i krig. Globaliseringen blev af mange danskere opfattet som en overvældende trussel. Der var ”bandekrige” i gaderne og kulturelle og religiøse spændinger. Med BOOST THE DOX søgte vi en ny generation af samfundsengagerede filmskabere. Vi satte en aldersgrænse på 30 år. Gav deltagerne et meget kvalificeret crash-kursus i dokumentarfilm. Og i foråret 2006 satte vi 5 projekter i gang. De 5 film havde premiere på den nye festival CPH:DOX i november 2006.


DOX NETWISE 2006

I samarbejde med kort- og dokumentarfilmkonsulenterne lancerede vi Dox Netwise projektet i efteråret 2006. Vi bad etablerede og unge dokumentarister om at udvikle de mest innovative måder at bruge internettet på i forbindelse med produktion og distribution af dokumentarfilm. Der blev delt 900.000 kr. ud til 5 projekter. Med Michael Noer og Julie Pedersens projekt ”Doxwise dagbog” kom dansk dokumentarfilm for første gang ud i større stil på web. Ungdomsserien havde premiere foråret 2008 på MySpace.tv.


2007-10: CROSS MEDIA-SATSNINGER OG FORYNGELSESKUR

FORYNGELSESKUR

Gennemsnitsalderen for ansøgere og brugere af Filmværkstedet lå konstant omkring 30 år. Det forekom lidt mærkeligt i betragtning af, at der var kommet mange muligheder for helt unge filmskabere; Station Next, dvoted (nu nedlagt Nordisk online talentsamarbejde) og mediefag i gymnasiet. I uddannelsessektoren som sådan blev unge ”stresset” til at komme hurtigere i uddannelse og blive færdig indenfor normeret tid. Dansk film savnede også gode ungdomsfilm til at tage konkurrencen op med amerikanske film. Og dansk film blev kritiseret for at være for forsigtig. Endelig havde New Danish Screen mulighed for at støtte de bedste af Filmværkstedets ansøgere.

Derfor blev der sat gang i en ”foryngelseskur”. Strategien var at give Filmværkstedet et mere åbent og imødekommende image ved at lancere sig på nye digitale platforme, være mere i dialog med de unge brugere og gennem bevillinger til helt unge ansøgere at modbevise billedet af, at støtte fra Filmværkstedet var uopnåelig. Det sidste kostede, idet konsulenterne skulle have lov til både at tage chancer med de helt unge, og bevilge støtte til de klart bedste projekter i ansøgningsbunken. Det betød en forøgelse af bevillingsmængden til ca. 50 film om året.

Strategien virkede langsomt men sikkert. I 2010 var gennemsnitsalderen faldet med 3 år.


YDERLIGERE FOKUS PÅ TALENTUDVIKLING

Foryngelseskuren satte yderligere fokus på talentudvikling. Filmloven af 1997 havde strømlinet målet med værkstedets støtte. Væk var formuleringerne om den åbne adgang, demokratiseringen og støtten til projekter, som ikke havde fundet støtte i den almindelige produktion. Henning Camre så målet med Filmværkstedets støtte brancherettet, helst med en smut forbi filmskolen, hvis man havde vist talent.

De fleste ansøgere søgte stadig Filmværkstedet for at få filmstøtte. Men det var ikke formålet med Filmværkstedets støtte mere, med mindre man var professionelt eksperimenterende. Fokus var personen, der søgte støtte. Ikke filmen, som ansøgeren ville støtte. Men det endelige værk, filmen, er stadig det, talentet skal måles ved. Derfor kan film og talent ikke skilles ad. Blot er målet talentet, ikke filmen.

Når man ændrer produktet skal man ændre hele organisationen og kommunikationen. At invitere yngre filmskabere til værkstedets støtte betyder også, at man får mere uerfarne brugere. De skal have støtte og vejledning til mange flere discipliner i filmprocessen. Siden 2003 havde vi arrangeret kurser og seminarer for det kreative hold: forfatter, instruktør og producer. Det var fortsat nødvendigt. Men det var også nødvendigt at engagere konsulenterne kraftigere i den drejning, Filmværkstedet havde foretaget. Det var heldigvis en rimelig enkel proces.

Flere bevillinger til yngre brugere gav Filmværkstedet store tekniske problemer. Heldigvis er Storkøbenhavn rimeligt ekviperet med filmudstyr. Og heldigvis er filmselskaberne meget gavmilde med at låne udstyret ud til ”no-budget” produktioner. Men den tekniske udvikling kræver enorm viden om komplicerede og abstrakte tekniske processer. Og netop som man har indhøstet denne viden flytter den tekniske udvikling til ny platform eller til nye teknologier. Samtidig med, at vi skulle flytte og opdatere Filmværkstedets produktionslinjer i et konstant ræs og i et konstant krav fra støttemodtagerne, skulle vi flytte brugerne af udstyret med. Et kapløb som vi desværre alt for ofte tabte. Det gjorde det ikke enklere, at Poul Vestergaard valgte at forlade Filmværkstedet til fordel for en bedre lønnet stilling i marts 2008.


OPSØGENDE CROSS MEDIA-PROJEKTER

Filmværkstedet havde lagt rimeligt succesfuldt ud med Dox Netwise, der som opsøgende projekt var usædvanligt, fordi støtten gik til professionelle instruktører og direkte til selskaber. Næste forsøg med samme formål hed DOX CONNECTED. Det gik vi i luften med i 2007. Målet var at støtte film, som handlede om ”netværkssamfundet”, og hvor filmen selv indgik i det digitale netværk med hjemmesider, opbygning af community, eller hvad der nu blev lagt op til i valg af filmens emne. Vi ønskede at støtte 5 dokumentarfilm. Forløbet lignede stort set Boost the Dox’ med crash kursus i dokumentarfilm. Redaktionen bestod af Lotte Lindegaard og Max Kestner. I marts 2008 kunne vi sætte 5 film i gang, som havde vist kvaliteter ikke alene ved en papiransøgning men også med en 5 minutters dummy.

Næste projekt i rækken hed CLIPS. I 2008 havde vi mulighed for at sætte 25 små CLIPS i gang. Redaktionen bestod af Dola Bonfils, Mikael Haslund-Christensen og Miriam Nørgaard. Politiken.tv hostede filmene og samarbejdet sikrede kraftig eksponering via Politiken.

Interessen for transmedia eller cross media var mildest talt meget lille eller helt fraværende fra det talentfelt, der søgte støtte hos Filmværkstedet. I november 2008 fik vi ny produktionsleder, da Monica Hellström gik til branchen.

Philip Lipski fortæller potentielle ansøgere, hvad KAMIKAZE går ud på.

Der skulle findes en måde at få gjort unge interesseret i cross media. Igennem ”foryngelseskuren” havde vi lært, at vi skulle bruge de sociale medier, særligt Facebook, i vores kommunikation med talentlaget. De følte sig ikke nødvendigvis kaldet på af Filminstituttets hjemmeside. I arbejdet med at bygge det opsøgende projekt op prøvede vi noget helt nyt. Vi hyrede konsulenterne Mikael Noer, Martin de Thura og Philip Lipski og engagerede dem i udformningen. Det var dem, der tog rundt i Danmark og fortalte om det, der efter meget besvær kom til at hedde KAMIKAZE. Det var ikke lederen, der smed tøjet eller kørte rundt på en knallert med en kæmpecheck på 50.000 på de præsentationsfilm, vi havde lagt på nettet.

Lanceringen og markedsføringen af det opsøgende projekt blev et ”værk” i sig selv. Både internettet og det personlige møde blev bragt i spil. Gamle og nye medier som folder, plakat, viral markedsføring og sjove møder blev brugt til at formidle det komplicerede budskab. Der kunne komme meget fokus på det enkelte talent på den måde.

Et er at få øje på at tilbuddet er der. Noget andet er at kunne skrive en god ansøgning. Men med konsulenternes engagement kunne vi se den enkelte instruktørs kvaliteter meget grundigere an. Såvel projekt- som talentudvikling blev gjort i et meget tæt parløb. I stedet for at satse bredt satsede vi hårdt på 2 projekter – et fiktions- og et dokumentar – som begge blev præsenteret på DR Pirat.tv.  En webisode og en ”dokisode” i jubilæumsåret for Filmværkstedet var helt nye formater. Vi vidste at talentlaget skulle den vej. Vi vidste også, at de skulle blive kunstneriske succes, som viste, at formatet kunne opfylde unge filmkunstneres utopiske drømme om narcissistisk tilfredsstillelse og berømmelse. For markedet for spillefilm og den store dokumentarfilm var ubarmhjerteligt hårdt. Flere og flere ville – færre ville opleve at komme igennem. De gamle kunstneriske dyder ville blive rystet, få tilført nye og nogle ville helt forsvinde. Biografoplevelsen krævede fornyelse og blev udfordret kraftigt af de nye og ofte gratis medier og underholdningsarrangementer.

Alt i alt krævede talentudvikling, at vi på den ene side trak på den energi, som drømmen om at blive berømt filminstruktør giver de unge, på den anden side skulle vi forberede dem på en virkelighed, hvor nye medier, flere platforme blev en mere realistisk mulighed end biografpremieren – og vi skulle tidligt introducere kravet om, at et samfund har brug for historier, mennesket har brug for fortællinger, nye erkendelser, erfaringer formidlet på film, adgang til områder i menneskets store verden, kun få ellers har adgang til – og at man som filmkunstner måtte være et redskab – originalt og enestående – til at dække publikums behov, hvis man ville udtrykke sig i et markedsorienteret medie som film.


2010-2015: SAMARBEJDE, SAMARBEJDE, SAMARBEJDE

NYE OPGAVER

00’erne indvarslede store forandringer, og Filmværkstedet prøvede at halse efter. Den øgede satsning på nye fortælleformer som cross media, webserier og webdox gav os flere, nye opgaver. Støtte-palletten skulle udvides – både den tekniske og undervisningstilbuddene.

De politiske reformer, som fulgte i kølvandet på finanskrisen, betød, at unge havde mindre tid til at forfølge deres drømme. Ledighedsperioden blev forkortet. Uddannelsesinstitutionerne strammede gevaldigt op, krævede flere opgaver, større fremmøde og kortere studietid.

Den globale medievirkelighed skruede op for en kravet til originalitet, kunstnerisk modenhed og erfaring. Internettet gav ikke alene mulighed for øget markedsføring og distribution. Det blev også en udviklingsplatform og en mulighed for kunstnerisk profilering udenfor landets grænser. Det krævede nye discipliner som crowd sourcing, publikumsudvikling, navigation på de sociale medier.

Filmværkstedet var tydeligvis ikke gearet til alle de nye opgaver. Vi kæmpede med at få råd til at støtte bredere, opbygge en større kursus- og workshopaktivitet og give projekterne et bedre økonomisk fundament.

LANGSOM OPLØSNING AF DET ”GAMLE” VÆRKSTED

Filmværkstedets budget så ikke ud til at vokse. Faktisk mistede vi de løntilskudsansatte, som vi havde haft op mod 10 af siden starten i 1987. De fleste arbejdede på de støttede produktioner. Lønbudgettet stod bomstille på trods af, at de nye opgaver særligt handlede om at møde brugerne; undervise, vejlede og rådgive. De offentlige drifts- og lønbudgetter var under konstant beskydning.

Tilskudsbudgettet, altså de penge, vi kunne dele direkte ud til projekterne, var det lykkedes os at få op på et niveau, så vi både kunne støtte basale produktionsomkostninger til 40 projekter årligt, og Færdiggørelsesstøtte op til 100.000 til 3-4 værdigt trængende – og endda i nogle år også gennemføre opsøgende projekter. Men der var ikke midler til at frikøbe kerneteamet fra ”cafe-arbejde” til at udvikle deres koncepter og evt. et produktionsselskab. Det var ellers et ret stort ønske.


FILMTALENT DANNES INSPIRERET AF ENGLAND

Siden 2011 havde der stået ”opbygning af netværk af alternative filmuddannelser og talentprogrammer” på den årlige handlingsplan. Tabet af det nordiske talentsamarbejde ‘dvoted’ og behovet for faglig udveksling f.eks. gennem den årlige talentudviklerkonference skabte et ønske om samarbejde. Finanskrisen havde dog medført lukning eller amputering af mange mulige samarbejdspartnere. Og kræfter til samarbejde med udlandet havde kun de færreste.

I foråret 2013 fik jeg øje på Creative England. Som erstatning for de regionale filmcentre opstod Creative England som en landsdækkende paraplyorganisation til udvikling af såvel det kunstneriske som det kommercielle filmtalent. Vel og mærke uafhængigt af regional tilknytning og uden store administrative centre.

Værkstederne i Viborg, Aarhus, Odense og København, som alle var støttet af DFI, havde kun et minimalt samarbejde. Nogen vil måske sige, at de lå i indbyrdes konkurrence. Som isolerede, faglige miljøer uden udveksling var det i hvert fald uhensigtsmæssigt.

Den 16. august etableredes Værkstedsforum ved møde mellem Morten Hartz Kaplers, Århus Filmværksted, Jane Roneklint, Odense Filmværksted, Morten Thorning, Tim Leborgne og Per Kristensen, Open Workshop, Viborg samt undertegnede. Målet med værkstedsforum var at skabe:

  • en fælles politisk platform for at styrke den støttebaserede talentudvikling i Danmark
  • administrativ platform med fælles database, bookingsystem og filmteknisk udstyr
  • et forum for metodediskussioner indenfor talentudvikling
  • et organ, der kan arrangere konferencer og opsøgende projekter

Jeg havde præsenteret områdedirektør Claus Ladegaard for tanken om at samle værkstederne i en dansk pendant til Creative England. I efteråret 2013 nedsatte Claus Ladegaard en arbejdsgruppe bestående af Jakob Høgel, Kirsten Barslund, Anne Hoby, undertegnede og Claus Ladegaard selv. I et halvt år kiggede vi på talentudviklingsområdet fra forskellige vinkler.

Gruppen konkluderede, at der var et solidt fundament for en styrkelse af området. Kvaliteten af såvel talent som film er tårnhøj. Diversiteten såvel den demografiske som den kunstneriske halter. Landets 4 filmværksteder udgør sammen med foreningsuddannelserne og det netværk af rekrutteringsskoler, der er under værkstederne, en solid fødekæde til dansk film og tv. Men konkurrencen øges, globaliseringen trænger sig på, og forandringerne i filmbranchen skal mødes med nye tilbud.

Det var naturligt at foreslå dannelsen af en landsdækkende organisation, Filmtalent, der baserede sig på de 4 filmværksteder. Det var oprindeligt også ønsket, at få foreningsuddannelserne Super16, Super8 og 18Frames med i konstruktionen. Men det mødte stærk modstand, og planen blev opgivet i løbet af 2015.

Advokat Line Barfod fik opgaven at udarbejde en rapport, der beskrev, hvilke modeller samarbejdet kunne organiseres efter. Valget blandt filmværkstedets ledere faldt på en model med mulighed for udvikling, hvor 4 selvstændige institutioner indgår et forpligtende samarbejde – i lighed med f.eks. Kommunernes Landsforening.

Samtidig betyder beslutningen, at Filmværkstedet skal overgå til at være en fond frem for en afdeling af DFI. Ligesom det samtidig blev besluttet, at Filmværkstedet skal flytte ud af Filmhuset. Alt sammen for at få frihed til at skabe et anderledes filmmiljø med støtte fra Københavns kommune samt offentlige og private fonde.

Den 6. november 2014 vedtager Folketinget filmaftalen for 2015-2018. Og for første gang i mange, mange år er værkstederne nævnt med et afsnit:

”Filmværksteder 

Den regionale talentudvikling skal styrkes gennem et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem de eksisterende filmværksteder (København, Odense, Viborg og Århus). Det Danske Filminstitut skal bistå værkstederne i etableringsfasen, hvis værkstederne ønsker det.

DFI ønskede, at Filmværkstedet skulle udskilles som fond ved årsskiftet 2015/16. 44 år som afdeling skulle ændres i løbet af et år.


KØBENHAVNS KOMMUNE

Det var en del af målet med udskillelsen som fond og udflytningen fra Filmhuset, at Filmværkstedet skulle have kommunal medfinansiering i lighed med de tre andre film- og animationsværksteder. I foråret 2015 bliver Københavns Filmfestivaler og Filmværkstedet enige om at flytte sammen. Senere samme år kommer Copenhagen Film fund med. Og vi begynder at tilbyde projektet Screen Base Copenhagen til Københavns kommune som en oplagt mulighed for at udvikle den visuelle, kreative scene i hovedstaden.

SCREEN TALENT EUROPE

Filmværkstedet havde siden 2008 arrangeret 4 konferencer for talentprogrammer og filmuddannelser. Nu ville vi gerne se ud over landets grænser. Det blev til Northern Talent Summit 2014, som blev afholdt på Aarhus Filmværksted i dagene 28. og 29. november. Målet med konferencen var at skabe en samarbejdsorganisation for europæiske filmværksteder.

”Topmødet” sluttede med underskrift af et dokument, hvor deltagerne aftalte at fortsætte arbejdet under arbejdstitlen Screen Talent Europe. Formålet med samarbejdet var at øge kvaliteten for talentudvikling i Europa, at skabe mere co-produktionsstøtte mellem de deltagende talentprogrammer og fortælle bredere om det arbejde, partnerne i netværket foretager sig. Screen Talent Europe gik i luften med deltagelse fra Irland, Norge, Sverige, Danmark, Tyskland og Færøerne – 10 partnere i alt.


FÆLLES OPSØGENDE PROJEKTER

I 2013 og 2014 gennemfører værkstederne to opsøgende projekter sammen: Din Webisode og Nordic Twilight. Projekterne havde forskelligt sigte: Din Webisode skulle kvalificere den serielle fortælleform på internettet. Nordic Twilight skulle fortælle kritikerne af filmstøtteordningerne, at vi skam gerne vil støtte genrefilm.

Samtidig gav det værkstedernes ledere mulighed for at indlede en filmkunstnerisk dialog, orientere sig i forskellige tankegange, niveauer for talentlagets projektideer osv.

FONDEN FILMVÆRKSTEDET / KØBENHAVN

2015 bliver en forandringens år. Teknisk leder gennem 8 år, Jakob Olsson, forlader Filmværkstedet i løbet af sommeren. Det samme gør Maria Schou Andersens efterfølger i produktionslederstolen; Rasmus Lyhne.

DFI’s bestyrelse stifter Fonden Filmværkstedet / København i oktober måned med effekt den 1. januar 2016. Udskillelsen skal gå stærkt. Vedtægter, bankforbindelse, overtagelse af udstyr, støtteforpligtelse osv. som godt nok havde været forberedt nogle måneder, havde fået en klar tidsfrist.

I november ansættes Anders W. Bonde som teknisk leder, og i løbet af august 2016 får vi det nye “kerneteam” på plads med Julie Alina Iwinski som producer/forretningsfører. Vores brugere skulle kun mærke forbedringer, da det jo var hele målet med udskilningen af Filmværkstedet og dannelsen af Filmtalent.

Filmværkstedet skulle for første gang have sin egen bestyrelse. I løbet af efteråret 2015 og de første måneder af ’16 lykkedes det at samle en meget kompetent ledelse: Formand Anne Mette Rahbæk, Christina Rosendahl, Michael Fleischer, Stine Carsten Kendal – med Anders W. Bonde som medarbejderrepræsentant.

“DE BEKYMREDE”

Det var ikke alle, der delte optimismen om forandringernes muligheder. Med Rikke Tambo og Marie Møller Kjeldgaard i spidsen, samledes en gruppe bekymrede brugere. De var først og fremmest bekymrede for, at Filmværkstedet ikke ville kunne øge den kontante støtte, som de vurderede nødvendig i den nuværende konkurrencesituation for unge filmtalenter. Der skulle flere penge til projekterne. Filmværkstedet skulle være et stærkere fagligt miljø. Og en udskilning fra DFI vurderede gruppen til at være et tab for værdien af Filmværkstedets støtte.

I efteråret 2015 afholdt Claus Ladegaard og undertegnede en række møder med gruppen i erkendelse af, at processen ikke havde involveret brugerne, og ikke havde været tilstrækkelig åben.

Der blev nedsat to arbejdsgrupper, som skulle komme med forslag til, hvordan talentudviklingsstøtten kunne styrkes på to områder: støtten og andre aktiviteter som workshops, distribution, miljø osv.

Gruppens arbejde indgik i bestyrelsens visions og strategiproces. I løbet af efteråret 2015 besluttede bestyrelsen at give Brugergruppen et kommissorium og retningslinjer for sammensætning, således at Filmværkstedets drift kan udvikles i samarbejde og dialog med brugerne.

LUKNINGSTRUET

Ambitionen var tårnhøj og forhåbningerne store, da Filmtalent sammen med værkstederne afleverede deres oplæg til Medieforhandlingerne og senere Filmforhandlinger.

Det blev snart klart, at Medieforhandlingerne ikke ville blive “business as usual”. De store spørgsmål bl.a. om, hvilke områder Medieforliget overhovedet skulle dække, førte faktisk til, at støtte til talentudvikling som Station Next havde nydt godt af, helt røg ud.

Vi mente, at vi stod med en bedre sag i filmforligsforhandlingerne. Med Filmtalent havde vi opnået, at sætte spot på talentudvikling i hele landet. Nu skulle vi blot have flere midler, så der kom mere balance, og så vi kunne styrke nogle af de områder, den globale medievirkelighed udfordrede værkstederne på.

Det blev en meget lille sejr i form af politisk anerkendelse af området og 200.000 mere på budgettet. Til gengæld blev der også stillet en krav, der kunne lukke Filmværkstedet / København.

Filmaftalen opstillede det krav, at det enkelte værksted skulle have mindst 1.2 mio. kroner kommunal medfinansiering for at kunne søge den statslige støtte, som Filmtalent deler ud af.

Selvom vi havde haft et fantastisk samarbejde med Københavns kommune siden 2016, primært i arbejdet med at få etableret Screen Base Copenhagen, så var det ikke lykkedes at få en driftsstøtte.

Det skulle vi opnå ved budgetforhandlingerne i efteråret 2019. Det krævede et intensivt mødeforløb med medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget, politisk pres på overborgmester Frank Jensen, og med Brugergruppens hjælp blev der stablet kampagner og indlæg på benene, som fik sat Filmværkstedet på landkortet.

Vi holdt vejret et sted mellem at miste et værdifuldt tilbud for unge i hovedstaden – og vores arbejdsplads – og så at få at vide igen og igen, hvor værdifuldt vores arbejde var. Den sidste dag i september måned, dagen før vi i princippet skulle opsige flere medarbejdere og vores lejemål i Filmhuset, fik vi det dejlige svar telefonisk, at Københavns Kommune i de næste fire år vil skrive driftsaftale på 1.2 mio.

Efterskrift

I international sammenhæng er Filmværkstedet en helt særlig dansk og meget unik konstruktion. Særligt at det frem til 2001 var en demokratisk valgt redaktion, der udvalgte de film, der skulle støttes. Og at støtten ikke gives i form af kontanter til løn osv. men i form af udstyr, råfilm, videobånd og vejledning. Igennem årene har vægten været lagt på de forskellige “ben”, værkstedet står på. Men i al væsentlighed har det vist sig at være en konstruktion, der både har været brug for, og som har kunnet rumme fornyelse og dynamik.