Skal du optage i Irland, bor din tonemester i Hamborg eller har du brug for fjeldene i Norge, så baner Screen Talent Europe nu vejen for støtte fra talentprogrammerne i netværket. Screen Talent Europe handler først og fremmest om at unge filmskabere mødes: meet ups, campus, festivaler, pitch-sessions, workshops og masterclasses.

Netværket dækker 8 lande: Norge, Sverige, Færøerne, Danmark, Irland, Holland, Tyskland og Frankrig. Der er 15 partnere i netværket. Vi arbejder på at få flere lande med som Skotland, Finland, Grønland, Island og de Baltiske lande.

Følg netværket på Facebook.

Den 19. maj 2015 indgik partnerne i netværket aftale om et støttevilkår, som gør det lettere at co-producere med landene i netværket. Hvis I har fået støtte fra et af værkstederne, kan man via lederen indstilles til at få støtte fra et af de andre værksteder i samarbejdet. Det skal selvfølgelig give mening i den forstand, at der skal være en grund til at optage, klippe eller på anden måde sprede produktionen over landene. Håbet er, at hvis 2-3 filmværksteder går sammen med adgang til udstyr, de sædvanlige alt for få kontante støttemidler, så kan I faktisk vise, at I har en ret stor grundfinansiering. Det gør projektet mere attraktivt for EU og Nordiske fonde og støtteordninger, således at projekter, der ikke kan realiseres for kr. 20.000 og noget udstyr, faktisk kan komme op på flere hundrede tusind kroner i kontant støtte. Endelig er partnerne i netværket også forskellige. Nogle har godt udstyr men ingen penge, nogen har dårligt udstyr men en del flere penge, nogle har hverken eller men som Færøerne f.eks. en fantastisk natur og nogle dygtige fortællere.

Læs mere på http://screentalent.eu/