WORKSHOPFORLØB: METTE KRUSE OM KOGNITIV MANUSKRIPTUDVIKLING
2.marts, 9.marts, 16.marts, 23.marts og 30.marts – alle dage 13.00-18.00
Tilmeldingsfrist: 23.februar
Kognitiv manuskriptudvikling – et forløb om at bruge psykologiske begreber til udvikling af plot og karakterer er til dig, der er manuskriptforfatter eller skrivende instruktør og som er nysgerrig på at bruge psykologi som fundament for udvikling af dine karakterer, relationer og plot.
Forløbets formål
- At give karakterudviklingen nuancer, troværdighed, diversitet og substans.
- At bruge psykologiske forandringsprocesser til at etablere retning, vendepunkter og plot
- At forstå os selv bedre for at kunne beskrive vores karakterer bedre (kend dig selv)
- At skabe et perfekt uperfekt psykologisk plot som vores seere kan finde sig selv i og forstå sig selv igennem
Forløbet er udviklet af Mette Kruse, som du vil møde som underviser ved alle sessioner. Sessioner vil ligge 5 torsdage fra 13.00-18.00 med en uges mellemrum.
Om baggrunden for forløbet siger Mette: “Jeg er generelt optaget af, hvordan vi tænker, hvad vi får ud af at tænke, og hvor bevidste eller nærmere ubevidste vi er om de strategier, der får os til at lide. Og fordi jeg er dramaturg og arbejder med udvikling af fiktive karakterer er jeg interesseret i, hvordan vi kan bruge den viden og tankegang til at skabe nuancerede og troværdige karakterer med forandringsprocesser, der fører til de vendepunkter, som ender med at udgøre plot og dramaturgi. Jeg vil gerne udforske det dramaturgiske potentiale i jeres karakterer med jer og hvor det er interessant, at de bevæger sig hen. Hvor er det logisk eller uventet eller uhensigtsmæssigt eller ulykkeligt eller underholdende for publikum?”
Processen i forløbet vil dels bestå af teoretisk baggrund for udvalgte psykologiske områder og dels opgaver, som skal skrives individuelt og dernæst læses op i plenum. Og selvfølgelig en masse gode klip, der illustrerer Mettes pointer. I vil komme omkring overskrifter som:
- Psykologiens historie frem til hvor vi er i dag, inkl. nogle udvalgte filosofiske retninger, som kan vise os noget om hvordan mennesket tænker, hvad de tænker på og i hvilken kontekst.
- Stress, traumer og sorg
- Grundfølelser og hvorfor vi har dem
- Socialpsykologi og relationsarbejde
- Udviklingspsykologi
- Psykiatri og eksempler på diagnoser og hvordan psykiatri og patologi kan bruges i fiktionsarbejde