DE KONGELIGE STATUER LANCERES PÅ FACEBOOK

Vi har en opløftende nyhed. Og det er, at du fra mandag den 1. juni kvit og frit kan se komedieserien De Kongelige Statuer på Facebook. Mette og Sofie, der står bag serien og desuden spiller hovedrollerne, fik produktionsstøtte til serien på Filmværkstedet / København i 2018. Da der ikke var nogen kanaler, der ville købe serien, tog de skeen i egen hånd og valgte at lancere den på Facebook. Se hele serien her.

I serien følger man Lena og Birgitte, der arbejder som stand-ins for ægte statuer, når de skal restaureres. Men livet er svært i den stenhårde branche og det skaber store udfordringer for kvinderne.

Hvordan kom ideen, at I ville lave en film om stand-ins for ægte statuer – og hvad betød støtten fra Filmværkstedet?

Idéen til serien kom faktisk meget spontant, da vi en dag for et par år siden, til et fotoshoot, skulle males hvide i hovederne, som statuer. (Fotoshoot til vores forestilling “Hvorfor snakker vi ikke om mig?”). Da shootet var færdigt, kiggede vi på hinanden og døde af grin. Vi synes, at vi så så åndsvage ud, så vi tog vores iPhone og improviserede en lille video frem, hvor vi fandt frem til hvad vi hed, hvem vi var og hvor vi arbejdede. På den måde opstod Lena og Birgitte, uddannet fra Statens Statueskole, der arbejdede som Kongelige Statuer.

Derfor vidste vi ikke præcis hvad vi ville med serien, før vi lagde et par dummy afsnit op på FB, optaget med en selfiestang og fik super god respons på serien. Det blev startskuddet til at søge produktionsstøtte hos Filmværkstedet. Støtten fra Filmværkstedet hjalp os utroligt meget, da det først og fremmest gav os et stort selvtillidsboost, i form af tillid fra andre, der også synes det var sjovt, og dernæst var det en STOR hjælp til overhovedet at kunne lave produktionen, når der følger sådan en stor udstyrspakke med til fri afbenyttelse. 

Hvilke tanker har I gjort jer i forhold til at lancere serien på Facebook?

Først og fremmest vil vi gerne knytte den ærlige kommentar til det her spørgsmål, som er, at serien udkommer på FB, fordi at der ikke var nogen kanaler der ville købe den. Vi lavede jo serien i lidt omvendt rækkefølge, forstået på den måde, at vi lavede hele serien færdig, inden vi havde en aftale med nogle produktions/distributions-selskaber. Normalt, når man er sådan nogen som os, så teamer man op med folk som dem, fordi der på den måde er flere mennesker der har aktier i projektet og at få det til at lykkes. Da vi sendte den færdige serie rundt til kanalerne med henblik på salg, var det naturligvis til en “billig” pris, da vi bare gerne vil have den på TV. De fleste kanaler gav vildt god feedback og synes DKS var rigtig sjov, men så desværre ikke serien passe ind på deres profil lige nu. Så tog vi en snak med vores marketingansvarlige og tænkte fuck det – lade os bare udkomme med den selv. 

Hvilken feedback har I fået indtil videre? 

Kæmpe feedback. Vi en professionel instagram og FB-profil, der kan vise os alle mulige statistikker og kurver og grafer for den feedback trailieren og de små SOME-klip modtager og det går vist ret godt. 

Hvad er næste skridt for jer?

Vi drømmer som alle andre om, at få lov til at lave det her til vi dør!!!! Og lige nu har vi også gang i lidt af hvert. Til efteråret laver vi både fiktionsserie til DR3 og sketchshow til DR2.