Vi ønsker, at Filmværkstedet / København skal være rammen om undervisning, samtaler, projektudvikling og produktion i en rar, konstruktiv og respektfuld tone. Ingen skal i mødet med holdmedlemmer, undervisere, personale eller publikum opleve krænkelser. 

Det er oplevelsen af krænkelse, som afgør om en grænse er overskredet eller ej. 

Filmværkstederne er for mange det første møde med filmbranchen, og derfor skal vi sætte en høj standard, som værkstedsbrugerne kan have som reference, når de bevæger sig videre ud i filmverdenen.

Filmværkstedet ønsker med dets talentudviklingsaktiviteter at fremme tidssvarende udviklings- og produktionsformer inden for alle typer af levende billeder med respekt for hele holdet bag. Vi tror på, at kreative processer er mest produktive i respekt for alle.

Filmværkstedet vil løbende på produktionsmøder og ved kurser sætte fokus på krænkelser, ledelse og miljøet på Filmværkstedet og de støttede projekter.

HVAD KAN DU GØRE

Alle holdmedlemmer på støttede projekter og deltagere i værkstedets arrangementer kan – anonymt – gå til producer Julie Iwinski eller event- og produktionskoordinator Katrine Lykke Veedfald og indberette tilfælde af alle former for krænkelser. Begge er trænet i at være go-to personer. Sammen med dig vil Katrine eller Julie aftale, hvordan du kommer videre. Målet for Filmværkstedet vil være, at ingen skal have det dårligt, opleve sig krænket, krænke eller blive syg af at bruge vores tilbud.

________________________________________________________________________

”SÆT EN STREG I SANDET”www.stregenisandet.dk

MED TAK TIL DANMARKS FILM- OG TV-ORGANISATIONER OG DERES KAMPAGNE STREGEN I SANDET

GRIB IND
FORSØG ROLIGT AT AFBRYDE SITUATIONEN UDEN AT SKÆRPE KONFLIKTEN. 

At gribe roligt ind handler om at afbryde problematiske situationer ved konstruktivt at sige fra, gøre opmærksom på noget ubehageligt eller italesætte det, som du oplever forkert. Det handler også om at respektere og bakke op, når andre griber ind overfor grænseoverskridende adfærd. – Fortæl uden fordømmelse at det, du ser eller oplever, ikke føles trygt og respektfuldt. 

– Spørg eventuelt de involverede, om de er okay – det virker mest udramatisk på tomandshånd

HENT HJÆLP
HVIS DU IKKE SELV KAN GRIBE IND, SÅ BED OM HJÆLP HOS NOGLE, SOM KAN. 

Sommetider er det vanskeligt selv at gribe ind, fordi vi ikke oplever at have kompetencen, bemyndigelsen eller mulighederne. Måske frygter vi negative konsekvenser for os selv eller andre ved at gribe ind. Du kan også̊ handle ved at hente hjælp hos en ansvarlig, som skal tage ansvar for et sundt og trygt arbejdsmiljø. 

– Tag fat i en ansvarlig i en pause og fortæl, at der er brug for handling eller deres vurdering af en situation. 

– Det gør dig ikke til en sladrehank at hente hjælp. Tværtimod tager du ansvar for vores fælles kultur. 

FØLG OP
FORTÆL DE INVOLVEREDE, HVORDAN DU OPLEVEDE SITUATIONEN. 

Når vi bliver forskrækkede eller bange, undlader vi måske at handle på en situation, som er i strid med vores værdier. Selvom det er naturligt, kan det føles skamfuldt. Så kan du følge op på situationen bagefter. På den måde er du med til at sikre, at den enkelte ikke lades alene eller problemerne får lov til at vokse. 

– Tag fat i de involverede og fortæl dem, hvordan du oplevede situationen.
Det kan både være den forulempede eller den person, som har forulempet en anden. 

– Bed ansvarlige om at etablere en fælles dialog, så lignende situationer kan undgås næste gang.