PIA BOVIN – NY FILMKONSULENT PÅ FILMVÆRKSTEDET

Det er med glæde, at vi kan præsentere Pia Bovin som Filmværkstedets nye filmkonsulent i 2021. Samtidig takker vi Maja Riis for de 4 runder i 2020.

Vanen tro ville vi gerne have inviteret til reception for at sige farvel til Maja og byde velkommen til Pia, men grundet COVID-19 udskyder vi til 2021, hvor vi forhåbentlig igen kan samles trygt om et glas bobler – måske kan vi gøre det 8.marts på Kvinders Kampdag.

Pia Bovin er uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 1999 og har i årrække undervist på Den Europæiske Filmhøjskole (EFC), Københavns Film – og Fotoskole, skuespillerskolen Ophelia og Station Next ved siden af sit arbejde som instruktør, hvor hun bl.a. har instrueret spillefilmen KALD MIG BARE AKSEL samt flere afsnit af sit-coms og TV-serier.

Om sin nye stilling som Filmkonsulent, siger Pia bl.a.:

“Som filmkonsulent ser jeg min rolle som en inspirator – et menneske, der er oprigtigt nysgerrig, lyttende, vågen og modig og tager ansvar.”

Vi håber, at vi med Pia Bovin kan fortsætte det vigtige arbejde med talentudvikling og skabe stærke samarbejder blandt de unge talenter samt udadtil for Filmværkstedet.

Ansættelsesudvalget bestod af Anna Nørskov Henriksen fra Brugergruppen, Christina Rosendahl fra bestyrelsen, Anders W. Bonde som er medarbejderrepræsentant samt teknisk chef og direktør Prami Larsen.