30. maj, 31.maj, 3. juni og 4. juni
Alle dage 13.00-18.00

Hvordan leder vi et krydspres af kunstneriske ildsjæle og rammer der hele tiden forskydes? Hvordan motiverer vi og får et hold til at arbejde sammen mod fælles mål? Hvordan lærer vi at være tydelige og træffer beslutninger – hvordan gør vi egentlig andre gode?

Det er de færreste kreative filmarbejdere, der ser sig selv som ledere. Men det at lede en kunstnerisk vision og få sit hold til at arbejde sammen, kræver ledelse. Det kræver en indsats at bygge en holdfølelse op, hvor alle har lyst til at byde ind under hele skabelsesprocessen. Det handler om at kende sit lederskab, sine styrker og udfordringer og vide, hvordan man som leder opbygger tillid og et stærkt fundament op fra start, der kan overleve gennem stormvejr og konflikter.

Workshoppen er et udviklingsforløb på 4 dage, hvor vi sætter fokus på ledelse og udvikling af det personlige lederskab. Vi kommer til at berøre egne ledelseserfaringer, og hvordan man bliver en mere bevidst og opmærksom leder. Vi vil tale om udvikling af samarbejder og feedback-kultur i kreative skabelsesprocesser, der kan være under pres. Vi vil berøre konflikthåndtering og de svære dilemmaer og ledelse af venner og kunstneriske ildsjæle.

Der kommer til at være eksempler, og I kommer til at deltage aktivt og bruge jer selv i flere opgaver, som vi kommer til at arbejde med.

Kurset vil give indblik i grundlæggende ledelsesteori, men er praksisorienteret og for alle der arbejder med kreativ ledelse indenfor film- og tv-produktion.

 

For at deltage er det vigtigt, at du har konkrete erfaringer med dig fra filmprojekter, som du kan bringe i spil i undervisningen. 

 

Kursets underviser er Dorte Høeg Brask, der har arbejdet med ledelse og talentudvikling i film og tv- branchen i henved 20 år. Hun sidder som producent på REEF TV med ansvar for film og tv-produktioner og tilknyttet filmkonsulent på Filmværkstedet. Som mangeårig redaktør i både DR og TV 2 og som filmkonsulent på DFI har hun bred erfaring med ledelse af teams, kreative medarbejdere og strategiske forandringsprocesser på tværs af organisationer. Dorte er uddannet fra filmskolen og taget kurser i ledelse ved UGL, Hyper Island og relationsbaseret ledelse v. psyk. Linda Larsen og underviser fast i kreativ ledelse på filmuddannelser og i filmmiljøet.

 

Format: 4 dage – alle dage fra kl. 13.00-18.00
Pris: 2250 kr. inkl. moms og forplejning for hele kurset
Datoer: 30. maj, 31.maj, 3. juni og 4. juni – du skal kunne deltage alle 4 dage for, at det giver bedst mening for dig og for undervisningen
Niveau: Øvede talenter dvs. du har været på flere projekter
Hvor: Filmværkstedet, Gothersgade 55. 4. sal
Antal deltagere: Maks. 12. Ved mere end 12 deltagere, vil der blive foretaget en udvælgelse.